februar, 2011

Beady Eye: Different Gear, Still Speeding

Beady Eye: Different Gear, Still Speeding

by

Liam Gallagher markerer sig som en sanger, der har skiftet fokus, så det nu er musikken, sangen og vokalen, der er i centrum, i stedet for den berømmelse, der har gjort ham berygtet. Det klæder ham og er en afgørende nødvendighed for Beady Eye, som debuterer mere end fornuftigt.

Anna Calvi: Anna Calvi

Anna Calvi: Anna Calvi

by

Britiske Anna Calvi debuterer med et højst særpræget album, fyldt med guitarpræget rock – og poppede, teatralske og yderst selviscenesættende melodier. Med dramatik og store teatralske opbygninger kan det viltre udtryk i øjnene sammenlignes med en kloning af Nina Hagen og Amy Winehouse.

Cowboy Junkies: Demons

Cowboy Junkies: Demons

by

Selvom du ikke måtte kende Vic Chesnutts bagkatalog – eller for den sags skyld har et forhold til Cowboy Junkies – så snyd ikke dig selv for denne helt formidable udgivelse, der rummer så mange magiske øjeblikke, at den melankolske pop/rock når sit maksimale niveau gennem afdøde Chesnutts smukke kompositioner.

Sea Of Bees: Songs For The Raven

Sea Of Bees: Songs For The Raven

by

De bedste steder er Sea Of Bees rigtig godt, men det samlede billede af albummet er, at der er lidt for mange numre, der bliver for ordinære og kedelige. Og det er synd, når nu de bedste af slagsen har en flot og imponerende substans og et kunstnerisk niveau, der klæder genren, og som den poppede og lettilgængelige musik har brug for.

Souad Massi: O Houria

Souad Massi: O Houria

by

Souad Massi er en aldeles interessant sangerinde og kunstner i sig selv. Og at hun i 2011 er en sangerinde, der pludselig er blevet musikalsk eksponent for nogle af de verdenshistorie-omvendinger, der sker om ørerne på os, så har hun pludselig en helt anden relevans og aktualitet for mange flere. Og det fortjener hun.

22.02.11 – Agnes Obel – Copenhagen Jazzhouse

22.02.11 – Agnes Obel – Copenhagen Jazzhouse

by

Tredje gang er katastrofens gang, fortalte Obel, da hun og hendes tyske medspiller, Anne Ostsee på cello, havde fundet vej til scenen. Det er normalt den aften, hvor alt går galt på scenen, og hvor alle fejlene indfinder sig, fordi musikerne begynder at slappe af efter de lidt nervøse åbningskoncerter.