Nr. 10 – Porcupine Tree: Fear Of A Blank Planet

cover-porcupinetree-fearofablankplanet-2007-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #10

For præcis en uge siden, blev Porcupine Tree´s In Absentia anmeldt her på siden, som en af årtiets bedste plader. Det er fuldt fortjent og den hører bestemt til på en sådan liste, men Fear Of A Blank Planet gør måske i endnu højere grad. Hvor In Absentia indeholder et væld af gode sange, hvoraf flere altid er at finde i Porcupine Tree’s livesets, må Fear Of A Blank Planet i højere grad opfattes som et samlet konceptuelt værk. Der er ingen deciderede hitsingler in spe, ingen udprægede kanditater til radioens udbud, men det er en plade som på holistisk vis, må spilles ud i ét for at de musikalske duftstoffer for alvor kommer til udtryk. Når det er sagt indeholder Fear Of A Blank Planet’s seks numre, ikke bare én, men to af bandets allerbedste sange overhovedet, eller kompositioner er måske et mere adækvat ord, for ”Anesthetize” rummer i virkeligheden adskillige kortere numre, mens de mere end 17 min. udfoldes.

Fear Of A Blank Planet er albummet, hvor Porcupine Tree for alvor og fuldt ud bekender sig til metalgenren. Fra de første albums Pink Floyd-eksperimenter over Signify og Lightbulb Sun’s mere poppede progrock, til In Absentia’s flirten med både progmetal, industrial og rene popelementer over Deadwing’s fejlkurs og ærgerlige vekselvirken mellem det sublime og det ringe, lander mesterværket Fear Of A Blank Planet i 2007 helt med rette med flotte anmeldelser til følge. Steven Wilson og co. giver den nu fuld skrue og holder sig ikke tilbage når det kommer til tung rockspade.

Pladen er strammere end tidligere udgivelser og er, uden at være et markant skifte fra tidligere, mindre flagrende og polsøgende. Der er så at sige skåret mere ind til benet og Wilson synes denne gang, at have bundet sig op på et mere stringent og direkte udtryk og fravalgt de mere eklektiske elementer, dog uden at lide af det tunnelsyn man kan opleve, når man som musiker ifører sig selv kunstneriske skyklapper.

At pladen udgives på det legendariske metalselskab Roadrunner er vel også en markering af skiftet hen imod mere metalliske toner. Nogle vil måske mene, at signalværdien er forfejlet i forhold til indlemmelsen i det tunge selskab med den mere traditionelle heavymetal profil, ikke desto mindre vælger bandet endnu et metalselskab til næste udgivelse Nil Recurring (2008), som udgives på Peaceville, og på seneste udspil, The Incident (2009), vender de tilbage til Roadrunner.

Fear Of A Blank Planet eksplorerer og reflekterer over de fremmedgørende kræfter mennesket oplever i kontakt med de allestedsnærværende medier, i særdeleshed ungdommen, men også det ældre segment, som bandet selv tilhører. Hvor nogle opfatter den moderne medieverden som en emancipation, har Porcupine Tree helt andre dystre anskuelser overfor dette. Tv, spillekonsoller, netporno, modediktatur og MTV i selskab med antidepressiver får en over nakken af en tydeligt frustreret og desillusioneret Wilson.
Wilsons egen agenda mod musikdownloads og advokeren for vinyl er blot et andet og mindre aspekt af mange.

Kvartetten er sammenspillede som aldrig før. De fire musikere yder alle pragtpræstationer. Richard Barbieri står for det smukke og iørefaldende nummer ”My Ashes”, som ligger lunt og helende imellem de intense og musikalsk voldsomme ”Fear Of A Blank Planet” og ”Anesthetize”. ”My Ashes” er ambiente toner blandet med sprød akustisk guitar, som sædvanligt spillet med uforanderlig melodisk overskud af Wilson, mens Barbieri lægger en på en gang æggende og eroderende bund med sine fornemme keyboardtoner.

Titelnummeret er et full throttle nummer, som sparker pladen flot i gang og galopperer derudaf som et damptog med fuld blus på alle kedler, mens Wilson er som en tyr på rød fluesvamp og emmende næsebor i sit vokale udtryk. They mean business og man er sat komplet til vægs fra start, af denne rambuk af en åbner.

”Sentimental” er let sentimental i sit udtryk, men sætter sig alligevel i hjernebarken, og man nynner lige så stille med, selvom man ved første lyt, måske mente her kunne være tale om en sjælden fuser. Et nummer som gror på dig.

Det episke ”Anesthetize” får fornemt selskab af Alex Lifeson fra Rush, som leverer en tårevædende smuk guitarsolo sammen med Wilson. Nummeret er tæt på at gøre Tool selskab i klubben for bands som kan levere, et på en gang komplekst og melodiøst maratonløb uden hverken at kede eller blive for introvert sært og navlebeskuende. Da Porcupine Tree gæstede Vega i oktober, formåede de at ekstraktere centrale dele af nummeret ind i et ellers glimrende sæt, sådan at vi fik lejlighed til at høre ”Anesthetize”, på trods af et 55 min. langt åbningsnummer – det ville jeg have vurderet umuligt inden den på alle måder store aften i Vega.

”Way Out Of Here”, albummets anden helt store perle, indeholder et stinkende godt omkvæd og veksler fornemt mellem blide vuggende toner og brutalt huggende støjflader og katarsislignende udbrud.

Der lukkes med det semielektroniske og vredladne ”Sleep Together”, der af nogle opfattes som en nådesløs sang med selvmord som eneste udvej. Det afslutter på fornem vis en ny milepæl i selskab med det ekvilibristiske angelsaksiske kollektiv, der har så uendeligt højt til loftet, men som aldrig mister fodfæstet og paradoksalt nok heller ikke jordforbindelsen.

På trods af faren for at stikke mig på pindsvinetræet og deres dedikerede followers, vil jeg alligevel vove pelsen og kalde Fear Of A Blank Planet for Porcupine Tree’s om ikke hovedværk, så et af de vigtigste aftryk i bandets discografi.

2 kommentarer

  • morgens er det Tool,- men dem kender du jo. Sublimt album!!!!!
    Take care!

  • Dette er en plade jeg ikke har kandskab til, så efter en nærmere læsning af denne anmeldelse….så er det om at komme til lommerne.

    Det lyder jo som om at PT har ganng i noget meget interessant. Et remaster af King Crimson lyder meget spændende.

    Tak for anmeldelsen

Skriv et svar