Nr. 11 – Opeth: Blackwater Park

cover-opeth-blackwaterpark-2000-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #11

Det svenske, progressive metalband Opeth havde allerede et par albums bag sig, da de i 2000 udgav Blackwater Park, som den dag i dag, stadig står som en af deres stærkeste udgivelser, og det er der bestemt grund til, en grund der fastslås flere gange i løbet af albummet.

Opeth begår sig i en genre af metallen, hvor der musikalsk både er plads til tunge og hårde passager, elementer med akustisk guitar og klaver, og på det sangmæssige plan dybe, onde growl med dødsmetallen som udgangspunkt, såvel som en utroligt intens og smuk renvokal, begge udført upåklageligt af bandets frontmand, Mikael Åkerfeldt. På albummet er der i øvrigt gæstevokal i baggrundsvokalen fra selveste Steven Wilson, som er kendt producer, og musiker i det britiske, og ligeledes progressive, band Porcupine Tree. Wilson bidrager også med sit klaverspil på et par numre, som fx åbningsnummeret, ”The Leper Affinity”, hvor klaveret især høres i den fine, enkle afslutning af et ellers ganske tungt, men melodisk nummer, og det er netop den slags modsætninger, som Opeth mestrer til fulde. På et af albummets mest vellykkede numre, ”Bleak”, ses også denne kontrast mellem det tunge vers, hvor Åkerfeldt growler som gjaldt det hans liv, og omkvædet hvor guitaren udspiller en smukt fængende melodi sammen med de hårdere trommer og Åkerfeldts bløde, men nærværende stemme. Nummeret byder også på et stemningsfuldt, akustisk guitarmellemspil, der ledsages af den følsomme Åkerfeldts stemme, hvilket er en af flotteste passager i nummeret. Så flot at man kan blive ramt af kuldegysninger af den behagelige, positive slags.

Faktisk er det tit i passagerne, de små dele af numrene, frem for hele det komplette nummer, at Opeth virkelig imponerer. Naturligvis imponeres man også af sangene som helheder, men netop fordi, man har med den mere progressive metal at gøre, opstår der ofte mange små interessante stykker i sangene, som især gør indtryk på lytteren. På ”The Drapery Falls”, hvor lydbilledet især skabes af akustisk guitar og lidt slide-guitar, ’gemmes’ vokalen under en form for lydeffekt i versene, og passer sammen med den dystre, indadvendte stemning, der foregår i versenes tekstunivers: ”I’m counting nocturnal hours/ Drowned visions in haunted sleep”, men vokalen bryder klart igennem i omkvædet med ordene: ”Pull me down again/ And guide me into”, og hvor dette ’into’ leder hen, kan man, som i ægte poesi, kun gisne om. Opeth er på den måde ikke kun utroligt dygtige musikere, de forstår også hvordan man begår sig på det lyriske plan, ofte med nogle meget symbolske, interessante tekster, hvor man let narres til at tro, at engelsk var Åkerfeldts modersmål.

Vender man igen blikket, og ørerne, mod de smukke musiske billeder, og de mindeværdige passager, kommer man ikke udenom sangen ”Dirge for November”. Her udspiller sig en af de mest subtile og elegante introer på et Opethnummer, og man glemmer næsten alt omkring sig i et halv minuts tid, og lytter til begyndelsen på Åkerfeldts fortælling: ”Lost, here is nowhere/ Searching home still/ Turning past me, all are gone/ Time is now.” Linjerne akkompagneres kun af få anslåede toner på den akustiske guitar, og et trist og næsten opgivende suk fra Åkerfeldt selv. Resten af nummeret growles der, og musikken bliver ligeledes en del hårdere, dog uden at miste sin oprindelige stemning, som også igen følges til dørs mod slutningen, da den akustiske guitar overtager lydbilledet.

Anderledes tungt og brutalt er lydbilledet på det sidste nummer, der også er pladens titelnummer, den tolv minutter lange ”Blackwater Park”. En sang med tolv minutters længde er nok noget, som mange vil mene, er uoverskueligt og alt for lang tid til et enkelt nummer, men Opeth formår i den grad at fastholde lytterens interesse på de lange numre, hvilket de allerede beviste på deres andet album Morningrise med den smukke og tyve minutter lange ”Black Rose Immortal”. Tricket, så at sige, til at gøre længere numre spændende, også efter otte minutter og mere, er at lade en udvikling ske konstant gennem sangen, således at man som lytter kan føle, at det er flere sange, der er flettet ind i hinanden, som forskellige små musiske universer, der tager lytteren ud på en rejse. Ikke alle bands forstår sig på denne kunst, men Opeth kunne undervise i kunsten. ”Blackwater Park” er et af de få numre, hvor der kun growles, men musikken udvikler sig konstant, rører og udforsker lytteren gennem hele dette fantastisk velkomponerede nummer, og når Åkerfeldt mod enden samler al sin indebrændte frustration i den poetiske, og dermed kontrastfyldte, linje ”The sun sets forever over Blackwater Park”, må denne skribent overgive sig fuldstændigt, og det er hun næppe ene om.

Til slut må der tilføjes at Opeths univers dog ikke kan forstås til fulde ud fra det skrevne ord, man må lægge ører til, og Blackwater Park er bestemt et smukt, dystert, poetisk, brutalt, og ikke mindst passende, sted at starte.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

1 kommentar

  • Fantastisk album fra et fantastisk band!! Ligesom alle deres andre albums iøvrigt

Skriv et svar