Nr. 12 – Death Cab For Cutie: Plans

cover-deathcabforcutie-plans-2005-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #12

Midt i 00’erne dukkede et album op fra et relativt ukendt, men dog alligevel med fire indie-plader i bagagen. Albummet hed Plans og bandet bag det hedder Death Cab For Cutie.

Plans blev en stor succes i hjemlandet, solgte platin og nåede en fjerdeplads på den amerikanske Billboard-liste. Hertil kom en nominering til en grammy for bedste alternative musikalbum i 2006 – og i 2007 en nominering for bedste pop-optræden med tracket “I Will Follow You Into the Dark”.

Forsanger og sangskriver, Ben Gibbard, udtaler om Plans, at den har et tema. “One of my favorite kind of dark jokes is, ‘How do you make God laugh? You make a plan.’ Nobody ever makes a plan that they’re gonna go out and get hit by a car. A plan almost always has a happy ending”. For Gibbard er planer små ønsker – og måske så Plans udtrykker et stort ønske?

Musikalsk skifter Plans mellem at være en skiftevis rocket og poppet, men hele tiden melankolsk rejse gennem Ben Gibbards sind. “Marching Bands Of Manhattan” (track 1) er musik i march-takt, men på ingen måde jævnt eller for ensformigt. Sangen starter blidt med orgel, men vokser sig større og større, som der tilføjes flere og flere instrumenter. På albummets andet track “Soul Meets Body” (track 2) understøttes versene af en rytme-guitar, der spilles på guitarens højeste bånd og det løfter sangen op på samme måde, som mandolinen på R.E.M.’s “Losing My Religion”. Omkvædene er helt deres egne, og her er det bas-guitaren, der skaber de dybe riffs, der går lige i hjertet.

Men Death Cab For Cutie er ikke et indie-rock band for ingenting. På de første plader eksperimenterer de med mange forskellige instrumenter og gør samtidig en dyd ud af at lyde så lo-fi og skramlet som muligt (hør: You Can Play These Songs with Chords og Something About Airplanes). Eksperimenterne er lagt på hylden på Plans, men gevinsten fra eksperimenterne er, at ikke et eneste nummer er ordinært, men numre, som man kan blive ved med at høre om og om igen uden at gå rigtig kold i det.

Det bliver eksempelvis meget tydeligt på et nummer som “Different Names For The Same Thing” (track 4), hvor Gibbard har kastet hitskabelonen over bord og sat sig ved det skramlende piano for at synge melankoli. Midt i nummeret, hvor lyrikken er slut, knækker nummeret musikalsk over – og skifter både instrumenter og tempo, mens omkvædet gentages i det uendelige, næsten som et ekko af sig selv.

På “I Will Follow Into The Dark” (track 5) er det ikke eksperimenterne, der gør sangen holdbar, men mådeholdet. I hænderne på bands som Coldplay eller U2 ville nummeret ikke have fået lov til at være så simpelt, som det er, men der ville have været flere instrumenter eller en solo inde over. Det er der ikke her, der er blot en akustisk guitar og Gibbards stemme, og det gør sangen smuk, enkel og skrøbelig. En kærlighedsballade, der tager fat på det svære, men uundgåelige, nemlig døden og adskillelsen – “Love of mine, someday you will die / But I’ll be close behind and I’ll follow you into the dark” – hvornår oplever man en kærlighedssang, der handler om døden? Det er i hvert fald en lidt anden tilgang til den store kærlighed, end så mange andre tager…

Et blik på tekstsiden af Plans afslører Death Cab For Cutie som et intellektuelt band med stor melankoli og uendelige kærestesorger – blandet med evnen til at give sig fuldt ud i relationen til andre. Death Cab For Cuties tekstunivers, er smukt, især når det blander sig med de bløde toner fra Christopher Wallas klaver. På “Brothers on a Hotel Bed” (track 10) smyger musikken sig om en og varmer med den melankolske fortælling om, hvordan vi nogle gange vokser fra kærligheden og hinanden: “You may tire of me as our December sun is setting ‘cause I’m not who I used to be” – vi ændrer os og pludselig er vi fremmede eller blot familie:  “Cause now we say goodnight from our own separate sides like brothers on a hotel bed”. Det er skræmmende, men ekstremt velkendt, så det er ord og følelser, der rammer hårdt.

Et andet track, som gør indtryk, er “Someday You Will Be Loved” (track 7). En lille fortælling – som de fleste tracks på Plans er – om at forlade, skabe smerte hos en anden, men blot fordi man holder af personen og ikke er den rette. Tekstuelt minder tracket om Eskobar & Heather Novas “Someone New” – og indledes “I once knew a girl in the years of my youth / With eyes like the summer; all beauty and truth / But in the morning I fled, left a note and it read: / Someday you will be loved”. Og pointen er, at der er kærlighed nok til alle – en dag vil du blive elsket, men det er ikke mig, der skal elske dig: “You may feel alone when you’re falling asleep / And every time tears roll down your cheeks / But I know your heart belongs to someone you’ve yet to meet / And someday you will be loved”.

Som man nok kan mærke, så er Plans et album, der er svært at tage hånd om, at begribe. Det er smukt, det er intellektuelt, det er mesterligt – og musikalsk rækker det ud over alt det, som man kunne sammenligne det med. Plans rummer alt det, som musik skal – og så en hel del mere. Følelse og ikke mindst ønsker.

Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar