Nr. 13 – Placebo: Sleeping With Ghosts

cover-placebo-sleepingwithghosts-2003-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #13

Det nye årtusinde var starten på Placebos populistiske årti. I 90erne var bandet stadig niche, indie og en masse andre plusord, som vi fans satte pris på, men det vendte med Black Market Music, som i oktober 2000 varslede en stor fremtid for det alternative amerikansk/svenske/britiske rockband.

Personligt har Black Market Music aldrig sagt mig noget, hvorimod albummet, der her skal være i centrum, nemlig Sleeping With Ghosts (2003), i min optik er det bedste album nogensinde udgivet. Og hvorfor så det?

Et bud kunne være konstellationen bag Placebo: I front den ultra-androgyne amerikaner Brian Molko med sit kulsorte hår i konstant varierende frisurer og længder flankeret af guitarist og bassist Stefan Olsdal, en ranglet svensker med hanekam – og frem til deres 2009-album Battle For The Sun den tilbagelænede engelske trommespiller Steve Hewitt.

Et andet bud kunne være, at Placebo med Sleeping With Ghosts på forunderlig vis formåede at please den nyerhvervede fanskare, samtidig med at ‘vi gamle’ ikke blev glemt, men kræset for via passager, der kunne stamme fra Without You I’m Nothing (1998), samt bestemte guitar-riffs og tekster med mening.

Et sidste bud kunne være konceptet bag albummet. Spillet på spøgelser, det fraværende kontra det nærværende, som tages til yderste konsekvens i den fantastiske video til “Special Needs” (track 8), hvor Placebo optræder på bunden af svømmebassinet i en tom svømmehal, mens en erotisk scene udspiller sig mellem to, der er til stede – hver for sig – i omklædningsrummet.

Det er i sidste ende samspillet mellem alle disse faktorer, der gør, at Sleeping With Ghosts havner i vores anbefalinger fra første årti i det nye årtusinde. Sleeping With Ghosts rummer så meget, at det er svært at samle det i en anmeldelse.

Der er angsten for at miste ungdommen – og desperate handlinger herudfra, tag fx “Late at night / Whilst on all fours / She used to watch me kiss the floor / What’s wrong with this picture? / What’s wrong with this picture?” fra “This Picture” (track 3).

Der er angsten for at miste førligheden (måske bare for at blive gammel?) og ikke mindst for at blive glemt, som det lyder på “Special Needs” (track 8): “Remember me when you clinch your movie deal / And think of me stuck in my chair that has four wheels”.

Der er minderne om en fortid – som nu er blevet til ensomhed: “Maybe we’re victims of fate / Remember when we’d celebrate / We’d drink and get high until late / And now we’re all alone” (fra “Protect Me From What I Want”, track 11).

Der er skepsissen over for verden – og over for alt det, der sker over hovedet på det almindelige menneske: “The only thing you can rely on is that you can’t rely on anything” (fra “Plasticine”, track 7).

Det er i det hele taget meget mørkt og uigennemsigtigt på Sleeping With Ghosts. Men det er et mørke, man kan lade sig smyge ind i – eller skrige med på. Og det er et mørke, der er vedkommende, fordi det er musik og følelse i forening. Sleeping With Ghosts udstak retningen for Placebo i det nye årtusinde med lyden af en ungdom, som tvivlede, som igennem musikken blev synlig – en ungdom, der ikke troede på, at andre ville være der for dem, men måtte leve med angsten for, at fraværet overtog nærværet, at deres verden blev spøgelsernes.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

3 kommentarer

  • Det vil jeg så glæde mig til. Sagen er nok også, at jeg aldrig har haft meget fidus til Placebo. Men har ikke lyttet nævneværdigt til deres albums, kun singler, så jeg tænkte – måske var jeg gået glip af noget, de store ord taget i betragtning. Men efter at have læst anmeldelsen, var det mig stadig temmelig uklart, hvad i alverden så mange ser i dem. For der må jo være noget andet end bare håret (nå, ja, og så teksterne, selvfølgelig).

  • Hey Rasmus
    Tak for kritikken, jeg kan godt se, at jeg – efter at have skrevet de store ord om det bedste album nogensinde, hvilket jeg står helt og aldeles inde for – er sprunget let henover musikken og i stedet har begravet mig i ord og meninger – og i det hele taget fokuseret ganske meget på alt det “udenom”. For mig er musik meget tekstnært (jeg har litterær baggrund) – men jeg skulle nok have suppleret med info om betydning af at have Jim Abbiss som producer, om bevægelsen både mod og væk fra det elektroniske, om Hewitts imponerende evner ved trommerne, ja, der er meget at nævne. Jeg tror ikke, at tankerne er blevet til det, som de skulle i denne anmeldelse – men det må jeg jo gøre godt for på anden vis så (i morgen er der i hvert fald en del om musikken også…).
    //Pernille ;)

  • “Det bedste album nogensinde udgivet” må siges at være store ord. Så meget desto mere undrer det mig, at der i anmeldelsen intet som helst står om musikken. Til gengæld står der noget om teksterne (som givetvis er vigtige, men det er trods alt et album og ikke en digtsamling) samt om en musikvideo og bandmedlemmernes hårpragt, hvilket jeg virkelig ikke kan se har noget med sagen at gøre. Ville måske gå på en fanside for de allerede omvendte, men svært for mig at acceptere på en normalt seriøs musikside som diskant.dk. Ja, undskyld mig, men jeg synes en så bastant udmelding forpligter som bedste album nogensinde forpligter til at man også kan underbygge dette med argumenter om musikken.

Skriv et svar