Nr. 21 – Katatonia: The Great Cold Distance

cover-katatonia-thegreatcolddistance-2006-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #21

Det syvende album fra svenske Katatonia repræsenterer et skridt videre for bandet inden for den melodiske og ikke mindst melankolske metalcore, som de har opbygget som deres varemærke gennem godt 15 år. Men albummet repræsenterer også en tradition inden for det skandinaviske metal, der har en tendens til at snige en særegen stemning ind ad bagvejen. En stemning, som måske udspringer af den dramatiske og blodmættede muld, vores nordiske vikingekultur hviler på. Et nummer som ”Soil’s Song”, som også er et af albummets absolut stærkeste numre, kunne meget vel tænkes at have sit udspring i netop den ’jord’, vi lever på og af. Sikkert er det i hvert fald, at vi med Katatonia har en kompromisløs og talentfuld kvartet, der efterhånden er ved at have fundet deres eget, solide ståsted som musikere og kunstnere.

Det hele startede et lidt andet sted, med Jonas Renkse som trommeslager på debutalbummet Dance Of December Souls fra 1993, og med Mikael Åkerfeldt fra Opeth som growlende vokalist på Brave Murder Day fra ’96. Alt sammen assisteret af Anders Nyströms tunge og elegante guitarspil. Men med udspillet Discouraged Ones fra ’98 gik bandet mærkbart væk fra det markant sorte og meget doom-prægede gothrock og blev mere melodiøse og eftertænksomme i deres udtryk. Samtidig med, at de stadig har en brutal og momentvis meget støjende måde at eksplodere deres mol-rock på.

Den nye lige så indadvendte, men knap så destruktive sound kom især med Jonas Renkses rene vokal, der har en nærmest hypnotiserende karakter, midt i det brølende hav af distortede guitarer og stramt leverede rytmesektion. Stilen er i denne periode tydeligvis ved at bevæge sig hen imod det mere lyttervenlige (uden på nogen måde at være leflende eller kommercielt indstillet), men også mere selvstændigt og modent i udtrykket.

Med The Great Cold Distance har Katatonia fået et solidt greb om melodiernes kvalitative niveau, og det virker, som om der er sket et løft i forhold til tidligere, uden at det nødvendigvis lyder bedre eller mere gennemarbejdet. Det virker bare, som om Katatonia endelig er ved at have fundet det sted, hvor de gerne vil være. Der er en balance og en ro i kompositionerne, og bortset fra et par enkelte udfald som på eksempelvis skæringen ”Consternation”, hvor stemningen og skrøbeligheden i Renkses vemodige vokal går mere eller mindre tabt, indeholder albummet en lang række afsindig stærke og flotte kompositioner, der allerede nu har bevist deres langtidsholdbarhed.

At Katatonias seneste album Night is the New Day fra ’09 udbygger formen inden for bandets personlige og intelligente lyd, er blot endnu et bevis for det ægte sangskrivertalent og den konsekvente udførelse, denne svenske superkvintet lægger for dagen.

Tags from the story

Skriv et svar