Nr. 22 – Veto: Crushing Digits

veto-crushing-digits

00′ernes 30 bedste albums: #22

Med raketfart steg Veto i 00’erne fra ingenting til at være det nye og spændende i dansk rock. Det startede i 2005 med EP’en I Will Not Listen og året efter med debutalbummet There’s A Beat In All Machines. Roserne faldt i buketter ned over det stilsikre danske synthrock-band og forsanger Troels Abrahamsens skrøbelige og på samme tid stærke vokal, der giver liv og sjæl til de kolde og hårde beats. Hans soloprojekter og bijobs som producer for andre lovende danske bands aftvang endnu mere respekt og smittede også af på bandet, der solgte flere og flere plader og gik fra at fylde små koncerter på Rust til at kunne levere udsolgte koncerter i Store Vega.

Men hvad gør man så, når man allerede fra starten bliver rost til skyerne for sine kompetente præstationer og bliver sammenlignet med både Radiohead, Depeche Mode og The Cure? Hvor går man hen på det næste album, når man allerede har nået stjernerne?

Veto fortsatte med at lave det, de er bedst til. Andet fuldlængde-album, Crushing Digits, byggede videre på de første udgivelser, men bragte musikalsk også nye toner på banen ved, at albummet var en smule mere minimalistisk i udtrykket, men på den anden side også mere sprudlende af ideer. Hvor There’s A Beat In All Machines er den bløde plade, er Crushing Digits den kantede.

Det kantede er gennemgående i singlerne ”Built To Fail”, ”Blackout” og ”You Say Yes, I Say Yes”. Sidstnævnte er et helt formidabelt nummer med en stram komposition fra start til slut. Mellem de geniale guitar-riffs i omkvædene bakkes nummeret hele vejen igennem op af en simpel, men ligeså genial bas-synth og en super-tight trommeslager. Det er lige ud ad landevejen og simpelt, men fremstår egentligt rimelig komplekst, og det gør det også værd at lytte til flere år efter.

Den egentlige genistreg på albummet kommer dog henimod slutningen med trilogien ”Crooks”, ”Digits” og ”Unite”.  I ”Crooks” er man hele tiden på usikker grund, fordi det er bygget over en trommerytme næsten udelukkende bygget af off-beats. En guitar flænser baggrunden sammen med Troels Abrahamsens stemme og nummeret afsluttes med at bygge op til ”Digits”, der tager over med heftigt tryk på hvert eneste taktslag. Det er næsten som et trance-nummer – bare på den rockede måde. Man bliver ved med at danse til beatet i det uendelige, indtil man vækkes af ”Unite”, der langsomt bringer en tilbage til virkeligheden og ender i en revolution af lyd.

Tekstmæssigt handler sangene på Crushing Digits om det menneskelige i fremtidens verden omgivet af maskiner, og hvor alt kan nedkoges til numre og skemaer og matematiske formler (jvf. “Digits”) . “It’s finding meaning / once you’re in there / that’s hard,” synger Abrahamsen på “You Say Yes, I Say Yes” og fortsætter “what’s the point of speech / when all I do with it / is just repeating myself”. Tegnene mister betydning, der er intet nyt – kun de samme ord, som vi kan sige på samme måde. Og hvor efterlader det mennesket? “What’s the point of a soul / when all I am being is / a faulty copy of myself”?

Kærligheden kunne være et svar – men den er alt for ofte omgivet af tvivl – tag fx albummets første track, “Blackout”, hvor forholdet drukner i ord (måske igen de meningsløse tegn?) – og hvor pointen er, at man har brug for andre mennesker “to keep you from / blacking out”. Vi har brug for hinanden, men samtidig er vi egoister med stort E: “And I was put here / to give you / everything you need / but instead I do / what ever it is I please” (fra “Built To Fail”).

Og hvis det hele er håbløst, er der så andre muligheder end at stikke af? I “You Say Yes, I Say Yes” er ønsket, at den ‘anden’ tager beslutningen med ordene; “But if you get off / then I get off” – mens flugten på albummets sidste track, en fantastisk stille ballade, “Duck, Hush And Be Still” er blevet “the easy way out” – “but we could leave / if that’s what it takes / to make us feel good / to make us feel safe” – for i bund og grund mener Veto ikke, at vi skal flygte, men at vi i stedet skal “fight for the right ways / fight for our birthplace”. Og med det måske også, at vi skal kæmpe for følelserne midt i tegnene.

Uanset hvad fremtiden bringer for Veto, er der ingen tvivl om, at de fik sat deres aftryk på det netop overståede årti med elektrorock af høj kvalitet, der også holder ind i det næste årti.

Written By

Skribent på diskant.dk siden 2006. Elsker al mulig rytmisk musik, men har særlig forkærlighed for indie, alternative, post-rock, singer-songwriter, chillout, trip-hop og diverse electronica :-). Spiller selv en smule guitar og bruger ellers min tid på min familie, brætspil, volleyball og ølbrygning.

Skriv et svar