Nr. 25 – The White Stripes: White Blood Cells

cover-thewhitestripes-whitebloodcells-2001-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #25

Amerikanske The White Stripes brød for alvor igennem med deres album Elephant fra 2003, især fordi dette album indeholdt det gigantiske hit ”Seven Nation Army”, men faktisk står White Blood Cells, albummet som udkom to år tidligere, ofte som favoritten i hukommelsen hos mange fans af The White Stripes, og det samme gælder ligeledes for en del musikkritikere, også dem på diskant.

Bandet er ofte blevet placeret under garagerockbølgen, som var ganske dominerende i starten af dette årti, bl.a. sammen med bands som The Vines og The Strokes. Dog har The White Stripes’ musik en noget anderledes karakter og lyd end de andre bands, der kom frem i denne genre, og kan derfor heller ikke nødvendigvis fastsættes i en bås som genre. Bandet bestod, og består endnu, af trommeslager Meg White, og sanger og guitarist, Jack White, og dette fælles efternavn har naturligvis givet anledning til en masse gætterier og rygter i medierne; var de søskende, var de gift eller noget helt tredje? Der gik lang tid, hvor de blev omtalt som søskendeparret, men for et par år siden kom det dog frem, at de ikke var søskende, men havde været gift, nu var de dog skilt, men lavede stadig musik sammen, hvilket bl.a. resulterede i White Blood Cells, der med sin næsten primitive, støjende guitar, ekstremt enkle trommer (onde tunger har tit anklaget Meg for at være en meget talentløs trommeslager) og Jack Whites på en gang skingre, følsomme og rå vokal, viste hvordan rockmusik også kunne lyde i det nye årtusind.

Albummets første nummer ”Dead Leaves and the Dirty Ground” starter med en smule baggrundslyde fra studiet, en hvinende guitar, som derefter bliver noget tungere og skramlende, og akkompagneres af Megs trommer og Jacks helt unikke stemme. Det er råt og enkelt, og viser en lyd, Jack ofte er blevet forbundet med, også senere hen i hans nyeste projekt The Dead Weather. Den rå lyd går igen på flere af albummets sange, fx den guitarsmadrende ”Expecting” eller sangen ”Fell in Love With a Girl”, som bare er lige ud landevejen, så at sige, ikke noget pjat, bare rock ’n’ roll. En sang, der i øvrigt blevet lavet til et covernummer af den unge soul-pop sangerinde, Joss Stone, hvor den i stedet hed ”Fell in Love With a Boy”, var meget langsommere, og meget mindre interessant, i hvert fald hvis man er glad for originalen.

Og apropos Joss Stone, så kan The White Stripes da også vise sig fra en mere følsom side, som på nummeret ”We’re Going to Be Friends”, som kun består af en fin akustisk guitar, og Jack, der næsten synger skønsang, i en lille historie om den første, uskyldige kærlighed. Ligeledes kan The White Stripes også gå over i en helt tredje musisk grøft og lave nogle meget sære og næsten latterfremkaldende numre, som sangen ”Little Room”, hvor Meg i den grad bare slår på trommerne uden nogen finesse, og Jack synger det eneste vers: ”When you’re in your little room/ and you’re working on something good/ but if it’s really good/ you’re gonna need a bigger room/and when you’re in a bigger room/ you might not know what to do/ you might have to think of/ how you got started/ sitting in your little room” efterfulgt af nogle improviserede, hæse lyde resten af nummeret, som varer lige under et minut. Også sangen ”I Think I Smell a Rat” har en lidt sær tekst, som man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af.

The White Stripes formåede således at komme (h)vidt omkring i lydbilledet og stemningsudtrykket på White Blood Cells, og netop dette overblik over musikkens forskellige aspekter gjorde albummet til et af de mest spændende i 00’erne og i genren, hvorfra de jo netop skiller sig ud med deres lyd, samt The White Stripes, og især Hr. White, til meget respekterede musikere, som man altid er spændt på at høre nyt fra. Verden har altid brug for lidt mere rock ’n’ roll, også i det nye årti.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar