Nr. 5 – Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not

cover-arcticmonkeys-whateverpeoplesayiamthatswhatimnot-2006-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #5

“There’s only music, so that there’s new ringtones”. Sådan synger Alex Taylor på Arctic Monkeys’ debut Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not . Historiens hurtigst sælgende debutalbum beviste, at musik kan andet og mere end levere lydtapet. Den kan også være overraskende nærværende .

Den britiske musikpresse har det med at opfinde og katapultere bands mod himlen i en uendelig strøm. Det sælger blade og plader selv i en polycentrisk tid med et eksploderet mediebillede. Hvis man så oven i købet kan sælge et band som eksponent for en brugerskabt MySpace-revolution, har man en salgbar historie.

Sådan blev Arctic Monkeys båret frem I midten af årtiet, da hypemaskinen kørte og den britiske musikpresse slog på de helt store trommer forud for udgivelsen af Sheffield-bandet Arctic Monkeys’ debutalbum. Resultaet udeblev ikke. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not blev historiens hurtigst sælgende debutalbum. Heldigvis var der mere end nok at komme efter.

Der findes dem, der mener at al filosofi blot er fodnoter til Platon. Og der findes dem, der mener at rockmusikkens innovative kraft forsvandt omkring 1980, og at alt derefter blor har været gentagelser og retrobølger – en rockens udgave af den evige genkomst.

Men en gang imellem kommer der et album, som nok bygger på en tradition, men som pludselig peger nye og originale veje fremad. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var et sådant album. Arctic Monkeys og ikke mindst frontfigur Alex Taylor, var af den helt rette kaliber med et stærkt personligt udtryk på det helt rigtige tidspunkt.

Grupper som The Strokes, The Libertines og Franz Ferdinand åbnede ballet og årtiet med en lettere febril guitarlyd og nogle klare og direkte sange direkte til indie-klubben. Men Arctic Monkeys forlenede det udtryk med smagen af fish ‘n’ chips efter lukketid et sted i Sheffield.

Albummet åbner effekfuldt. ”The View From The Afternoon” pisker en synkoperet rytme frem som i et feberramt vredesudbrud: ”Anticipation has the habit to set you up / For disappointment in evening entertainment but / Tonight there’ll be some love”. Scenen er sat til fortællinger fra et liv i hvileløse engelske forstæder.

Andet nummer er det helt store single-hit og P3-plage”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, hvor det handler om ”Dirty dancefloors and dreams of naughtiness”. Det er en virkelighedsnær sangskrivning, hvor det støjer, lugter og ryger. Alex Taylor gik på debuten på steder, hvor også Mike Skinner befandt sig i årtiet. Og det var aldrig så direkte som på debuten. Senere kom der andre lag på. Men Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var og er et forfriskende pust af virkelighed med Alex Taylor som en uforlignelig og præcis (med tydelig Yorkshire accent) sproglig iagttager.

Efter dette hit kunne man måske forvente, at tempoet ville blive sat ned og kadencen falde. I stedet ramler ”Fake Tales of San Francisco” afsted som et af albummets store højdepunkter. En fortælling fra en prætentiøs aften, med ”.. all the weekend rock stars in the toilets / Practicing their lines”, leveret med stor enkelthed og præcision.

Efter denne effektfulde indledning på albummet, går der I nogle af de efterfølgende numre lidt for meget synkopering i den. Undervejs fortæller den stilfædrige perle ”Riot Van” dog den sørgmodige historie om at blive hentet af salatfadet for sent ude: ”Have you been drinking son, you don’t look old enough to me / I’m sorry officer is there a certain age you’re supposed to be? Nobody told me.”

Ret beset kunne man godt lukke historien om Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not nogenlunde deromkring. I så fald ville det blive historien om et fint debutalbum med et par gedigne singler og med en række gode og mellemgode sange.

Men så kommer til sidst albummets tre afsluttende og udslagsgivende numre, som løfter debuten ud over det lovende. De numre der gør Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not til andet og mere end endnu en talentfuld og hypet debut. Her får vi en drøm af en afslutning.

Alle store albums har et stort afslutningsnummer. Her får vi tre lige i rap. Den krasse ”When the Sun Goes Down” om livet på gaden dukker pludselig op med sin klare virkelighed. Signaturen ”From the Ritz to the Rubble” sætter nyt perspektiv på endeløse, forgæves nætter og leder frem til den store finale i ”A Certain Romance”. Et nummer der virkelig rammer albummet ind og til slut knalder skiven afsted.

Arctic Monkeys og Alex Taylor har siden lavet fremragende nye ting i et frenetisk tempo og bevist, at de de havde meget mere i sig end en fuldendt debut. Alligevel fremstår Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not stadig med forfriskende klarhed som et højdepunkt i årtiet.

Tags from the story
Written By

Thomas Ladegaard er født i 1970 og cand.comm. fra Roskilde Universitets Center. Han er partner i LADEGAARD A/S og har udgivet to bøger. Thomas har tre børn og bor på Frederiksberg.

Skriv et svar