Nr. 9 – Tool: Lateralus

cover-tool-lateralus-2001-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #9

Fire amerikanske mænd stod i perioden fra midthalvfemserne til midten af år 2000, for noget af det bedste, mest komplekse, mest provokerende, ekvilibristiske, og skoledannende prog/art metal længe hørt. Justin Chancellor med sin huggende og driblende bas. Adam Jones med sin riffbaserede og tribale guitar. Danny Carey med sine ultrakomplekse og jazzede trommer, som spillede både med og mod bandet, indimellem med rytmer som burde være fysisk umulige (for nørden; fibonacci sekvenser og spiralmønstre). Og selvfølgelig provokatøren over dem alle, sanger Maynard James Keenan, som man aldrig rigtigt vidste hvor man havde og som optrådte i diverse ud- og afklædninger i livesammenhæng. En stemme som måske ikke er fantastisk i klassisk forstand, men som man aldrig tager fejl af, når man hører den. Tool var det ikonografiske bandnavn, de mødte verden med.

Tool forfulgte en udpræget søgen efter en fornyelse af metallen, som godt nok tog sit udgangspunkt i bl.a. King Crimsons progrock iblandet en Black Sabbath lignende tungrock og en intellektuel artrock, alt sammen med en udpræget melodisk tæft. Det var en forfriskende tilgang til den indimellem noget konservative metalscene, som ramte en åre af inspiration og lydhørhed hos musikelskere, og Tool fik en kæmpe fanskare som fulgte dem på en så fundamentalistisk og kultisk vis, hvis lige ikke var set siden The Grateful Dead i deres heydays. Imponerende med tanke på Tool’s atypiske take på den tunge metalrock.

Der var de sindssygt uhyggelige og komplet hjernevridende videoer, udtænkt og udført af Adam Jones’ imposante hjerneaktivitet. Der var de intense og frapperende smukke livegigs, med den aparte sceneoptræden og skæve bandopstilling, de ubegribeligt virkningsfulde visuals og den insisterende og utrættelige kamp for den altid knivskarpe lyd. Der var legen med de opsigtsvækkende, særegne og æstestisk unikke albumcovers og covernotes, tillige med en psykologisk subtil og drillende leg med webmedierne og diverse blogs. Tilsammen gav det et band man mødte med ærefrygt og til enhver tid ville knæle for, blev man bedt om det.

Debut-ep’en Opiate (1992) fremstår i dag som en mindre parantes, mens første langspiller Undertow (1993) var begyndelsen på det som skulle komme. Med Ænima (1996) præsenterede Tool for alvor deres helt igennem konceptuelle og komplekst monstrøse metal og denne anmelder var blown away. I de fem år som gik efter Ænima, var jeg tilpas rolig, for kom der ikke mere fra den kant, var det egentlig alt rigeligt. De havde jo allerede leveret et uomgængeligt mesterværk, som i min musikalske verden altid vil stå som noget af de ypperste indenfor den moderne metal. I mellemtiden udsendte Keenan den glimrende Mer De Noms (2000) med bandet A Perfect Circle og selv om den var god, var det album et godt stykke fra Tool’s klasse. Hvem kunne i sin vildeste fantasi forstille sig, at Keenan og resten af Tool i 2001 ville vende tilbage stærkere end nogensinde.

Lateralus hed værket og hvilken mørk mastodont. Lige så sort som coveret var musikken, men hvor coveret benyttede sig af et transparent artwork, var musikken ved første lyt uigennemtrængelig og massivt krævende. En sort og kryptisk monolit som man enten kunne opgive, eller kaste sig over med bidsk og nysgerrig guerilla kampiver.

Lateralus er spækket med polyrytmer, abrupte og jamlignende forløb, dynamiske skift, tunge monumentale klodser, indadvendte og sære lyde og optagelser, men aldrig taber Tool hverken overblik eller fornemmelse for melodi og ørehængende refræner og omkvæd. Fra de mere direkte in your face numre ”The Grudge”, ”Parabola” og ”Ticks & Leeches”, over de mere spaceprogede ”Schism” og ”Lateralus”, til den mere end 25 min. lange triade ”Disposition”, ”Reflection” og ”Triad” med sin tribale transcendental-metal. Lateralus afsluttes med, den for Tool så typiske fascination af andre universer, ”Faaip De Oiad” med sine noiseeksperimenter indbefattende en telefonsamtale om realiteterne bag det berømte extra terrestriale område Area 51!

Ingen over og ingen ved siden af Tool, når det kommer til indflydelse på moderne metal. Tool har om nogen sat dagsordenen for, hvad man kan og hvor langt man kan gå, mens bandet vel at mærke samtidig formår, at ramme en særdeles bred lytterskare. Vi taler millionsalg og topplacering på bl.a. Billboard’s albumliste.

Fem år senere brillerede Tool på ny med 10.000 Days, som også var spitzenklasse, men Lateralus er og bliver kronen på værket – et suggestivt og mindbending mesterværk!

Der har som bekendt været fem år mellem de sidste to udgivelser, men med udgangspunkt i Tool’s vante optagethed af tal, opdager man en gennemsnitlig udgivelsesfrekvens på 2,8 år, så med det i mente kunne man håbe på en snarlig udgivelse, ellers må vi tage til takke med 2011. På den anden side har Tool jo for sædvane, at gøre som det passer dem og allerhelst hvad der ikke passer andre. Uanset hvad kan jeg dårligt vente.

Skriv et svar