Nr. 26 – The Strokes: Is This It

cover-thestrokes-isthisit-2001-300x300

00’ernes 30 bedste albums: #26

I starten af 00’erne kom der en ny slags musik på banen, en bølge, så at sige, der fik tildelt titlen garagerockbølgen, og til tider også blev anset som en form for post punk. Et af de bands, der startede og for alvor definerede lyden af bølgen, rent genremæssigt, var amerikanske The Strokes med deres debutalbum, Is This It fra 2001.

Det var noget nyt, der mødte lytterens øregange, når denne satte Is This It på anlægget, og blev mødt af intronummeret, som også er albummets titelnummer. Lyden på dette nummer var skramlet, og ikke helt rock, som man kendte den, men dog heller ikke pop, som ellers havde haft sin storhedstid blot et par år tidligere, tilbage i 1990’erne. Det var ikke den rene produktion, der var at finde her, men enkle trommer og guitar, der ikke var indspillet særligt højt, en langsom rytme og en vokal, der lød så doven og tilbagelænet, at det næsten var for meget, og på samme tid alligevel gjorde indtryk. Stemmen tilhørte den unge Julian Casablancas, som med denne tilbagelænede ligegyldighed, paradoksalt nok, indledte sangen med ordene: ”Can’t you see I’m trying…”, selvom det lød, som om han overhovedet ikke gad, at prøve på noget. Det var flabet, og det virkede. Sangen slutter i øvrigt med linjen ”Cause I’m just way too tired.”, hvilket i den grad fastslog indtrykket af sangeren.

Dog var dette startnummer ikke en indikator for hvordan resten af albummet lød. De fleste andre numre var en del mere up- tempo end ”Is This It”, og to af disse sange gjorde også at bandet fik det helt store gennembrud: ”Someday” starter med en nærmest dansevenlig guitargang, og Julian Casablancas fremstår også noget mere oplagt på dette nummer, men har dog stadig den tilbagelænede måde at synge på, som man med tiden har kunnet erfare, er så karakteristisk for ham som sanger. Nummeret er med sine tre minutters længde og positive rockattitude et godt bud på en ørehænger, og det blev da også spillet flittigt på diverse radiostationer verden over. Det var også tilfældet med sangen ”Last Nite” (og sådan staves det altså ifølge The Strokes!), som i endnu højere grad end ”Someday” blev et hit for bandet. Guitarriffet, der begynder sangen, er fængende med det samme, og da Casablancas starter med næsten at råbe ”Laaaast niiiight…”, kan man mærke, der er lagt op til noget godt. Hvad sangen omhandler på det lyriske plan, er ikke helt let at fastslå, men det lader til at være en historie om en pige, som føler sig trist og beklager sig til sin kæreste, men at denne, som muligvis kunne være Casablancas selv, har fået nok, og går derfra med en mening om at parforhold ofte ikke er løsningen, hvis man ser på linjen ”You see, alone we stand, together we fall apart”, og således har man det bedre uden alle disse problemer. Et godt budskab? Det kan vel diskuteres, men sangens ånd er opløftende og passer til at danse under solen, hvilket mange af bandets danske lyttere da også gjorde, da The Strokes gæstede Roskilde Festival i 2006.

Udover de to store hits fra pladen, er der bestemt også andre mindeværdige sange på Is This It, fx den underholdende ”New York City Cops”. Bandet stammer selv fra New York, og det er derfor lidt morsomt, når Casablancas i omkvædet af sangen synger ”New York City cops, they ain’t too smart”. Her opstår igen en vis coolness fra bandets side, der i øvrigt også skabte lidt af et modefænomen, ikke kun musisk, men også i kraft af deres påklædning og udseende. Pludselig gik utroligt mange fyre rundt i meget stramme jeans, sorte Converse All Stars gummisko og havde halvlangt hår, lidt som en fornyet version af det tidlige Beatleshår. Og bandet har da også meget passende sat nummeret ”The Modern Age” på Is This It, et nummer der er endnu et godt eksempel på deres ganske enkle, halvskramlede lydbillede med de dansevenlige tendenser, der dog ikke går over i popmusik på noget tidspunkt.

Is This It er uden tvivl et album, der viser en bestemt tendens i musikken i det årti, vi netop har forladt, og endda et godt eksempel på denne tendens. Mange har forsøgt at gøre The Strokes det efter, med større eller mindre held, men bandet har dog bevist at de er deres egne, og selvom bølgen, som de var med til at starte, egentlig er ovre nu, så eksisterer The Strokes endnu, så nej, this is not it, og heldigvis for det.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar