Nr. 6 – Metallica: Metallica

90’ernes 30 bedste albums: #6

“Eeeexit light, eeeenter niiight / taaake my hand, off to never-neverland”. “So close, no matter how fa-ar / couldn’t be much more from the heart”.

Elsket og hadet, lovprist og forbandet. Uagtet ens opfattelse så ændrede Metallicas selvbetitlede album fra 1991, for altid deres fans forhold til det band som opfandt thrash metal, gav os verdens bedste metal-album, Master of Puppets, og som altid havde nægtet at følge trends ved fx at lave musikvideoer. De nye fans var begejstrede, men for mange af ‘de gamle’ tilhængere blev Metallicas nye stil en svær kamel at sluge. The Black Album, som det hurtigt blev døbt, er dog at finde på listen over alle tiders mest solgte plader, og uden tvivl én af 90’ernes største. Det var også den plade der med ét gjorde Metallica til hvermands eje – 22 mio for at være mere præcis.

Lars Ulrich & co. havde været en barsk tid igennem. I september 1986 omkom deres talentfulde og indflydelsesrige bassist Cliff Burton i en tragisk busulykke på en svensk landevej. Med chokket og sorgen gemt godt væk under lædervesten, hyrede de lynhurtigt Flotsam & Jetsam bassisten Jason Newsted som erstatning. Bandet kørte hårdt på med en Japan-turné og en hyggelig cover-plade, Garage Days Revisited, inden de påbegyndte indspilningen af …And Justice For All som udkom i 1988. Men meget var forandret. Pladen havde en underlig mat klang og hvor i alverden var bassen blevet af? Lars & James havde behændigt sørget for, at Jasons bas ikke kunne høres i mixet af den færdige plade. Pladen fik, på trods af dette, stor succes, men der blev brudt med et ældgammelt princip; for første gang indspillede Metallica en musikvideo (til nummeret ”One”). Et tidligt tegn på, at bandet var på vej mod nyere tider. Midt i den øgede opmærksom snuppede Jethro Tull (!) Grammy’en for bedste hard rock udgivelse for næsen af den oplagte kandidat. Hvis det helt store gennembrud skulle komme, ja så skulle der ske noget nyt.

I 1989 hittede Mötley Crüe med deres Dr. Feelgood og The Cult havde stor succes med Sonic Temple. Fælles for de to plader var en producer ved navn Bob Rock som havde skabt den polerede lyd, men som også havde formået at hive det bedste ud af begge grupper. Skulle Metallica rykke, så var Bob Rock den rette mand. Et valg der sendte en chokbølge gennem fanskaren. Men gruppen og Rock lukkede sig inde i One on One-studierne i Los Angeles. Da døren igen, efter otte måneders slid, blev åbnet i juni måned 1991, var det med 12 finpudsede numre som på alle måder var anderledes end noget de havde lavet før. Thrash-kongerne havde skiftet ham og iklædt sig kortere, radiovenlige og vel- eller ’over’-producerede numre end nogensinde før. Det var tydeligt at høre, at der var lagt hundredevis af timer i instrumentering og finjusteringer. Indrømmet, Metallica havde aldrig lydt bedre, men den flotte produktion var ikke nok.

Singlerne (og videoerne til) ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven”, ”Wherever I May Roam”, og superballaden ”Nothing Else Matters” prentede Metallica ind på nethinden af alle, der så MTV dengang. Det var umiddelbart albummets højdepunkter som alle kender til absolut hudløshed og kræver næppe uddybelse her. Men det er især interessant at skrælle hittene væk og se hvad der så er tilbage. For Metallica er samlet set et temmeligt overvurderet album med langt flere halvsvage numre fremfor rigtigt gode. ”Holier Than Thou”, ”Through the Never”, ”Of Wolf and Man”, ”Don’t Tread on Me” og ”My Friend of Misery” er glimrende eksempler på pladens åbenlyse svagheder. Man savner ganske enkelt, at de ind imellem bryder den stramme fiksering på korte og rifftunge numre og breder melodierne lidt mere ud som de gjorde til perfektion på de foregående albums. De episke stemninger fra Master of Puppets og Ride the Lightning erstattes af halvtørre ballader og letkøbte riffs som grundlæggende mangler fantasi.

For dem der savner Metallica fra før 1991 så overvej lige hvorvidt Metallica havde overlevet grungebølgen, havde de fortsat med at spille progressiv thrash? Hvor havde bandet været i dag, hvis ikke de havde indspillet the Black Album? Svært at sige, men sikkert ikke i samme liga som nu og Metallica er stadig den største grund til, at de år efter år fylder stadions rundt omkring på kloden. For lige siden har de ikke formået at matche den succes som pladen bragte dem og med dette album, såvel som de efterfølgende, er det tydeligt hvilken enorm betydning Cliff Burton havde for Metallicas musik. Som historien siden viste, så var det heller ikke sidste gang, at en Metallica-udgivelse skulle dele vandene.

Tags from the story

10 kommentarer

  • Jeg synes nu ikke listen er så forudsigelig som du, Rasmus, siger. Nogle er klart forudsigelige, hvilket toppen af listen også bærer præg af. Der er nogle, man bare ikke kan komme udenom.

    Men skiver fra At The Gates, 16 HP, Kyuss og Bowie, er da ikke umiddelbart forudsigelige best of´s, på en halvfemser liste i min optik.

    Det er rigtigt, at man bør adskille bedste fra vigtigste, hvilket især er relevant for Metallica´s sorte. Sørens, i øvrigt fine og velargumenterede gennemgang af pladen, viser jo også med al tydelighed, at han er ambivalent ifht. pladens egne kvaliteter og dens vigtighed og relevans for listen.

    Det kunne bestemt være interessant med en 80´er liste, som udelukkende tog udgangspunkt i en persons ubetingede glæde ved et album, som en del læsere måske ikke ville gengælde, men som alligevel kan være smittende og opløftende, at læse om. Den hjerteblodspen, som Meedom referer til, vil uanset musikalsk tilhørsforhold blive mere interessant, end en anmeldelse “bare” skrevet af et uomgængeligt og indflydelsesrigt album.

    Jeg har i hvert fald læst fantastiske og spændende anmeldelser af albums, som jeg ikke brød mig om, men som gav mig en fin indsigt i skribentens forelskelse for netop det album – det er altid interessant, når man mærker der er noget vigtigt på spil hos afsenderen.

  • Jeg er enig med Anders. Man må gøre sig klar om man skriver om de vigtigste eller de bedste – det er ikke nødvendigvis det samme.

    Jeg ved ikke om jeg har så mange konstruktive forslag til, hvordan man rent praktisk skulle lave en mere personlig liste. Kan bare sige, at jeg som læser i hvert fald langt hellere vil læse den slags. Jeg ærgrer mig tit over disse konsensuslister, hvor det så bliver de sikre kort, der kommer hver gang – det som alle kan blive enige om (hvilket groft sagt oftest vil sige, det som alle kender).

    Derudover undrer jeg mig bare over, at hvis så mange har stemt på Metallicas plade som en af 90’ernes bedste, hvorfor har det så ikke været muligt at finde en skrivende person, som mener at pladen rent faktisk er en af 90’ernes bedste? Dette er på ingen måde en kritik af Carstens gennemgang, som jeg som sagt synes er ganske glimrende – blot hænger den på ingen måde sammen med pladens placering på listen, ja, på dens tilstedeværelse på listen som sådan.

    Dermed har jeg vel også sagt, at jeg helt klart kan tilslutte mig, at 80’er-listen får et mere personligt præg.

  • Hvad med at lave en liste over 90’ernes vigtigste plader i stedet for bedste. Der ville en anmeldelse som denne give mere mening.

    Mvh. Anders Ejsing

  • Hvad med at hver anmelder leverer sine bud på 80’ernes vigtigste og bedste albums? Det kunne være 5 stk hver, der så bliver anmeldt på vanlig vis, men med den twist, at argumentationen og reflekionen bliver mere funderet i den personlige oplevelse. Anmelderkasketten blier således byttet lidt ud med en privatkasket, men det kunne da være sjovt at se, hvad der gemmer sig af sjove og spændende albums i folks pladesamlinger fra den tid. Jeg er på, og jeg garanterer en håndfuld anmeldelser, der for nogle læsere vil være forudsigelige og for andre blot dybt underlige. Men forhåbentlig vil de alle emme af en helt særlig kærlighed til netop dét album.

  • Forfatteren til anmeldelsen er nu blevet rettet. For det er ikke mig der har skrevet den.

    @Rasmus: Du har ret i, at en del af listen er forholdsvis forudsigelig. I hvert fald for os, der er vokset op med musikken fra 80erne og 90erne. Hvis vi finder på at lave en liste over 80erne også, så bliver det anderledes, da mange af vores læsere ikke er vokset op med musikken fra det årti – så selvom nogen vil finde sådan en liste forudsigelig er jeg sikker på at mange ikke vil.

    Ideen med personlige lister er fin. Tænker du at de bare skal listes op eller at der også skal skrives anmeldelser af albummene?

  • Du har ret, Rasmus. Det er ikke helt med hjerteblodet flydende ude i pennen, når man skal anmelde de bedste albums ud fra et koncensus-koncept. Så vil der altid være albums, som har historiske betydninger og som er uomgængelige, men som for den enkelte anmelder ikke er enestående værker i sig selv. Hvis jeg skulle pege på de største akbumoplevlser fra 90’erne og 80’erne ud fra mit personlige synspunkt, ville der formentlig være en god del, som mange ikke ville være fortrolige med (sagt diplomatisk).
    Jeg synes det er en god idé, og jeg vil gerne så et slag for at lave en liste over de 20 bedste albums fra 80’erne, set ud fra anmeldelsernes personlige favoritter.

  • Hvis kritikken skal tages for pålydende, så forstår jeg ikke hvorfor denne plade ligger så højt på listen over 90’ernes “bedste albums”, som Diskant har kaldt deres liste. At den hører blandt de mest indflydelsesrige albums, kan man nok ikke komme uden om, men det er vel ikke det samme. Carsten Fjølners ganske udmærkede gennemgang af pladen og dens tilblivelse viser i hvert fald dette – at musikalske milepæle sagtens kan være halvdårlige, hørt isoleret som værker.
    Det ærgrer mig lidt ved denne liste, at den synes at være en rimelig forudsigelig gennemgang af indflydelsesrige 90’er-plader, frem for at Diskant-skribenterne offentliggjorde en mere personlig liste over, hvilke plader de rent faktisk synes var de bedste.

  • Fuldstændig enig i din betragtning om albummets svage numre. De fem numre du nævner, er langt under vanligt Metallica niveau, og kilometer fra tidligere niveau.

    Og så er jeg uendelig glad for at blive bestyrket i, at Master Of Puppets er Verdens bedste metalalbum:-))

    RIP Cliff Burton

Skriv et svar