Et kullet klarsyn – lyn i dagbladet information 1992-2006

bog-klauslynggaard-etkulletklarsyn-2006-300x450

Klaus Lynggaard spidder og kærtegner

Klaus Lynggaard er en institution indenfor dansk musikkritik, og skal der være en, der kan bære at få en række af sine musikskriverier samlet i bogform, så er det ham. Det beviser Et kullet klarsyn, der er en samling af plade- og koncertanmeldelser, klummer, essays, portrætter og nekrologer fra dagbladet Information fra årene 1992 til 2006, som er udvalgt og redigeret af Rune Lykkeberg og Henrik Queitsch.

Et kullet klarsyn udkommer i anledning af Klaus Lynggaards 50 års fødselsdag og med artikler, der går fjorten år tilbage i tiden, er det selvsagt ikke alle, der er aktuelle den dag i dag. Men bogen giver et godt billede af Lynggaards levende, opfindsomme og fabulerende skriftsprog. En stil, der til tider kan virke både anstrengende og påtaget, men som samtidig er så gennemført og med en underholdningsværdi, der mestendels er langt hørere end den man normalt oplever hos danske musikkritikere. Derfor tilgiver man også nemt Lynggaard for de gange, hvor sproget bliver for opfindsomt.

Bedst er Lynggaard når pennen er spidset og klar til at spidde! Og når han stikker til, ja, så går det ondt. Som når ”Malurt trisser derudaf med 48 minutters laveste fællesnævner-rock og nogle af branchens dårligste tekster”, eller når han mener, at ”Hanne Boel nu på femte album i træk serverer en tynd musikalsk omgang mainstream-suppe, der forekommer nogenlunde lige så udfordrende – musikalsk, følelsesmæssigt, intellektuelt – som en pakke papirservietter.” Men lige så hård den lyriske pen er, når utilfredsheden skal luftes, ligeså blød og behagelig er den, når den i kreative vendinger hylder nogle af Klaus Lynggaards favoritter; heriblandt C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund, Klondyke, PJ Harvey. Så selv om Lynggaard kan være en hård nyser, så er vægtskålen i balance når det endelige regnskab skal gøres op.

Man keder sig bestemt ikke, når man læser Et kullet klarsyn, og har man bare den mindste interesse for musikjournalistik – eller bare musik i almindelighed – så er bogen varmt anbefalelsesværdig.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar