All Products Made Nice: APMN

cover-allproductsmadenice-apmn-2009-300x300

Gode melodier svigtes af ringe produktion

Dansk/amerikanske All Products Made Nice (AMPD) har udgivet en demo med fem numre indenfor den alternative folkpop/indierock genre. Generelt bærer Ep`en præg af, at være en selvproduceret demo, for det som skurer i ørerne, når de ellers fortrinlige numre leveres, er en irritation over det ufuldendte lydbillede. Man kan sagtens lave plader, med en lo-fi eller DIY lyd, hvor det som burde være et irritationsmoment ender med, at have en særegen charme, som faktisk i sidste ende løfter pladen. Det er bare ikke tilfældet for APMN, som har en baslyd der lyder som et tilfældigt gymnasieband med ambitioner, der ikke står mål med virkeligheden. Det er synd for der er potentiale i bandet og der gemmer sig små popperler på EP´en som drukner og udviskes af den ringe lyd. Jeg nynner med, men distraheres hele tiden og kan ikke abstrahere fra det.

”My Indiscretion” sparkes i gang med en synth intro, der vækker mindelser om soundtracket til en 80´er serie som Miami Vice. Ind kommer en ret cool vokal, der er som snydt ud af stemmebåndet på Paul Banks fra Interpol, mens en mørk fed bas fylder nummeret godt ud sammen med bistand fra en ringlende guitar og de typiske Joy Division trommer, som er så typiske hos ligesindede populære 2. generations postpunk bands som White Lies, Editors, Decorate Decorate og førnævnte Interpol. Om man synes det er for letkøbt og en sikker, men kedelig, vej til succes i øjeblikket, må være en smagssag, men kan man lide den genopblomstring af mørke bands i hippe jakkesæt, med smøg i mundvigen og cool attitude, rammer ”My Indiscretion” bulls eye. APMN bruger mod slutningen af nummeret lidt violin, som de faktisk med fordel kunne gøre mere brug af, for det giver nummeret et uventet twist. Desværre må det udmærkede omkvæd lide under, at vokalen af uforståelige grunde, skal presses op i det lyse leje hver gang der synges ”go” mod slut i refrænet. Hold hellere den mørke vokal mere stringent nummeret igennem.

”We Managed Without Prime Numbers” har et lyst udtryk med en sødmefuld vokal og Isobel Campbell fra Belle and Sebastian ligger lige for. Melodien er ikke helt så stærk som første nummer og her spilles en rædselsfuld walking bass, som virkelig lider under den ringe lyd. Det kunne have været en stiløvelse fra begyndelsen af Go Betweens karriere. ”The Stories You Tell” åbnes af banjo ala 16 Horsepower, men i stedet for gothcountry som David Eugene Edwards prædiker den, udvikler nummeret sig til rigtig god alt.folk, med fælles mand/kvinde vokal og en fortræffelig og herligt skæv melodifornemmelse som sætter sig genkendeligt i hovedet på den fede måde. Et feel good nummer som sætter samme lykkefølelse i gang som Murders´ ”Applejuice”. I mine ører Ep´ens klart bedste input.

På ”Aerobics And Despair” er der mange ting i spil, lidt for mange efter min smag. Klaver rundgange kombineres med let aggressiv guitar, nærmest som intro til gothpopmetal ala Evanescence. Vokalen får lidt distortion på og det holdes sammen af de samme postpunk trommer so på ”My Indiscretion”. Der fyldes lidt synth på hist og pist, uden det fører til noget særlig brugbart. Hen mod slutningen skydes en trompet ind i nummeret og pludselig fungerer det faktisk godt. Den afsluttende instrumentale fase har god tyngde og oser af Deus´ ”Theme From Turnpike”. Under nummeret ligger noget guitar som lyder spændende, men som er svært rigtigt at høre, men som med en ordentlig produktion, måske kunne være fedt. ”Arizona” afslutter Ep´en med en kort og stille singer/songwriter sag, med mand/kvinde duet. Et beskedent og lidt ligegyldigt nummer.

Generelt er det lidt svært at se hvor APMN, egentlig vil hen med denne Ep og udspillet virker noget søgende og en kende retningsforstyrret. Ikke desto mindre oplever jeg, at jo mere jeg lytter til deres udspil, jo mere sværger jeg til, at de måske kan nå langt med deres gode melodier, men det kræver altså en ordentlig produktion.

Tags from the story
,

Skriv et svar