Sensommersne / Still Sane: Inside of me / Insane

Taget fra bandets hjemmeside, 2010
Taget fra bandets hjemmeside, 2010

Spild af tid

Jeg har altid fået at vide derhjemmefra, at det er bedst at tie stille, hvis man ikke har noget godt at sige. Det bliver meget svært at leve op til i denne forbindelse. Jeg vil nødig såre nogens følelser, men når man skriver og indspiller musik, skal man også være forberedt på kritik. Dog skal kritikken selvfølgelig også være saglig og møntet på musikken, ikke folkene bag. Altså: tag ikke kritikken alt for personligt, men prøv at bruge den konstruktivt, selv om den i dette tilfælde ikke er videre opmuntrende.

Anders Nielsen har sendt os demoer med sine to enmands-projekter, henholdsvis Sensommersne og Still Sane. Førstnævnte er med Anders’ egne ord drømmeagtig pop/rock, mens sidstnævnte skulle forestille at være heavy metal. Anders mener selv, at han med sin musik har opfundet en helt ny stil indenfor pop/rocken. Det er ikke tilfældet.

De tre første Sensommersne-sange er engelsksprogede og minder med lidt god vilje om noget, The Cure lavede i sidste halvdel af firserne. Dog er Anders Nielsens vokal så svag, at selv Robert Smith fremstår som en gudsbenådet sanger i Jeff Buckley-klassen. Derudover er instrumenterne sjasket spillet, og lyden er grufuld. På de sidste tre sange hjælper det en smule, at der skiftes til danske tekster. Man slipper for den pinagtige engelske accent, men stemmen er stadig mere falsk end godt er. Anders Nielsen har hist og her faktisk nogle ganske fornuftige melodiske ideer, men når udførelsen er så ringe, er det umuligt at værdsætte.

Still Sane er som tidligere nævnt Anders’ heavy-projekt, men i bund og grund er det fuldstændig samme stil som Sensommersne tilsat pinlig growl og en smule distortion på guitaren – og nøjagtig samme forfærdelige lyd. Jeg ville virkelig gerne sige noget opmuntrende om demoen, men det kan ikke lade sig gøre. Beklager.

Samlet set bør Anders Nielsen droppe Still Sane og bruge sit krudt på Sensommersne, hvor der med noget seriøs sangtræning og nogle flere (og mere kritiske) øjne og ører på materialet måske kan opnås nogle brugbare resultater. Teksterne er – hvor oprigtige, de end måtte være – uendeligt ligegyldige på både engelsk og dansk, så også her skal der lægges langt mere arbejde for dagen, hvis andre end Anders selv skal kunne få noget ud af det.

Jeg kunne let have skrevet mit livs mest negative anmeldelse på baggrund af disse demoer, men denne version er faktisk ganske enormt flink i forhold til det niveau, Anders Nielsens musik befinder sig på. Jeg håber, kritikken kan bruges til noget fornuftigt, så Anders næste gang kan overraske positivt. Men jeg er også lalleglad optimist.

Tags from the story
,

Skriv et svar