Speak Of The Wolf: Young Love (…and Murder)

Elektronisk, funky rock’n’roll med glam og blues

En af sidegevinsterne ved at man i dag kan komponere og producere sin egen musik på en labtop, hvis man har en smule kreativitet og det nødvendige software, er, at der dukker højkvalitet op de mest uventede steder. Navne, man aldrig har hørt om, musikere, der har fristet tilværelsen som undergrundsaktører med frakkekraven trukket godt op i nakken, smider pludselig en demo i postkassen, der lugter langt væk af velproduktion, slidstærke sange og en levende lyd ud over det sædvanlige.

På Speak Of The Wolfs (SOTW) demo med fem skæringer er der både bid og smerte og langhåret, sumpet bluesrock, iklædt en snerrende rockguitar og elektroniske beats og flader, der er afstemt solidt i produktionen. SOTW består af henholdsvis Rasmus Jarby på guitar/vokal og Mads Haugaard på trommer. Jarby har i andre sammenhænge udgivet demoer med egne produktioner, Haugaard har været fast aktør på den københavnske undergrundsscene, og der er ingen tvivl om at d’herrer er et par rutinerede musikere med et godt greb om det effektive og med en god sans for melodi.

Stilen på Young Love (… and Murder) er en blanding af funky bluesrock med sumpet energi, og en skarp, fræsende guitar, der i langt højere grad er funderet i en mørkere og mere aggressiv retrorock end i bluesmusikkens bløde kanter.
Teksterne kredser om lidenskabelig kærlighed, der både varmer og gør flintrende ondt, og det er der sådan set ikke noget nyt i, men der er alligevel en fin poesi i teksterne, der hæver det op over det helt banale plan. Hør blot denne frasering: I love it, when you slap my heart. Poetisk og lidt kinky.

Der er to skæringer, der skiller sig markant ud med et usædvanligt højt niveau på både melodisiden og i produktionen. Det første er ”Murder”, som har et insisterende, fremadskridende drive med en skiftevis snerrende og poleret vokal, som blot viser spændvidden i Jarbys evner som sanger og guitarist. Nummeret er højpoleret glamrock, med en ramsaltet kant af guitarstøj og en fremragende, enkel melodi, der fiser lige ind i kasketten. Her viser SOTW, hvad de indeholder af bastant rock’n’roll og elementær sangskrivning.

På den efterfølgende ”Slacker” minder de om hedengangne, svenske The Creeps, der huserede i firserne med en svedig omgang bluesrock, tilsat et ordentligt skud hoftevridende guitarrock. Igen er melodien lige i øjet, produktionen er flot og instrumenteringen er så varieret, at man absolut ikke har en fornemmelse af at der er tale om en duo.

På demoens flotteste nummer, ”Amnesia”, starter Jarby alene med sin akustiske guitar og istemmer en episk sang om at miste grebet om virkeligheden. Det er fremført med lidenskabeligt vemod og bygges langsomt op, så man suges helt ind i sangens tusmørkestemning. Man venter på en forløsning i nummeret, og – bang – falder trommer og synth ind med et djævelsk godt beat, der giver sangen en helt ny farlighed og tyngde. Det er flot komponeret og fandens godt udført.

Én ting er dog at sidde i sit hjemmestudie og fylde på den musikalske lagkage, ét spor ad gangen. En anden er at fremføre musikken live. Og her kan jeg måske godt have mine tvivl om, hvorvidt SOTW kan fange den gnist og alle de lag, der er på denne demo, i en livesituation, hvor det vil være nødvendigt med mindst en kvartet for at fylde alle rollerne ud. Men sangene er der og ikke mindst talenterne, og det skal blive interessant, om SOTW er i stand til at levere varen på en scene. Hvis de kan, er der rigtig gode takter og muligheder i denne spændende duo.

Tags from the story

1 kommentar

Skriv et svar