The Wonderland Washouts: Through The Nights In A Blur

Upcoming indie-københavnere finder sig selv til sidst

Den københavnske gruppe The Wonderland Washouts viser deres evner på en demo-EP med fire numre, der alle placerer bandet som et indierock-band med lidt forskellige udtryksvarianter. Det skifter mellem det desperate og støjfulde udtryk over mere pæne flader og melodiske arrangementer.

Bandet mangler den sidste kant i deres sangskrivning for, at udtrykket for alvor bliver vellykket. Demoen åbner med to numre, der begge har visse mangler på vokalsiden, og hvor der eksperimenteres lidt rigeligt. De to sidste numre på EP’en er vidt forskellige fra hinanden, men er alligevel de to skæringer, hvor det er som om, at The Wonderland Washouts er tættere på et personligt og nærgående udtryk.

Åbneren ”Caress You To Sleep” har en udmærket energi, og jeg kan godt lide verset. På omkvædet bliver vokalen imidlertid en smule for vrængende, og det er som om, at sanger Martin Gronemann ikke selv føler sig helt til rette med udtrykket. Nummeret suppleres undervejs af et længere synth-mellemspil, som synes lettere malplaceret, omend det i sig selv fungerer udmærket.

”Like Glass” har en fin opbygning, og arrangementet udføres glimrende af bandet. Jeg kunne savne noget mere bastanthed over vokalen, der bliver trængt lidt for meget i baggrunden til min smag.

Anderledes vellykket synes ”Skin Against Skin at være”, og her virker guitarfladerne skarpere og mere velfungerende, og som lytter føler man sig mere imødekommet og velkommen på dette nummer, hvor vokalen er mere udadvendt og til tider kan minde en anelse om Figurines.

Ligeså vellykket, men meget anderledes, er demoens afslutter ”Dance With Desolation”, der fremstår som det mørkeste og mest desperate af de fire numre. Udtrykket virker naturligt og ægte, og nummeret er det mest rockede og alternative på demoen. Det virker som om, at bandet finder den rette måde at udlade energi og vilje, og man fornemmer en balance, der gør, at det virker som den naturlige vej for bandet, at fortsætte i denne retning.

Martin Gronemann har ikke umiddelbart de vokale kompetencer til at levere den store flotte skønsang, og det styrker indtrykket af, at det er demoens sidste nummer, der viser vejen fremad for The Wonderland Washout. Lad de umiddelbare stemninger komme til udtryk på en naturlig måde, og på en måde, hvor udtrykket selv finder den rette hylde at være på. På de øvrige numre virker det en smule for konstrueret til, at jeg fornemmer at bandet fuldt ud leverer det, de egentlig har på hjerte. Det indtryk fjerner de selv til sidst, og bliver det denne retning det fremtidige materiale skabes i, så kan det blive spændende at følge bandet fremover.

Tags from the story

Skriv et svar