Natfilm – Danielson: A Family Movie, or make a Joyful Noise Here

film-danielson-afamilymovie-2007-300x450

”I am Daniel the son and the Father is with me”

Igen i år byder Natfilm Festivalens musikalske afdeling Sound & Vision på en række interessante musikfilm. En af disse er Danielson: A Family Movie, or Make a Joyful Noise Here, hvor instruktøren JL Aronson bringer os vidt omkring den særprægede amerikanske musiker Daniel Smith, der siden 1995 har udgivet musik under navne som Danielson, Danielson Famile, Danielsonship og Br. Danielson.

Første gang jeg så Daniel Smith, som Br. Danielson, var mens han stående inde i et stort stoftræ varmede op for Sufjan Stevens og David Eugene Edwards i Lille Vega. Og som hos disse to betyder det religiøse aspekt en hel del, og navnet Daniel son er da også en hyldest til hans forhold til den himmelske fader. Den religiøse symbolik ved træet hører man også nærmere om i filmen, der i vidt omfang handler om at være kristen musiker i en pop/rock-verdenen.

Vi følger den excentriske Daniel Smith og hans fire søskendes vej fra blot at være ukendte, men håbefulde, musikere til lige så langsomt at nærme sig mainstream/berømmelse. Mainstream vil Daniel Smith dog aldrig blive – dette ville under alle omstændigheder kræve en noget anderledes sangteknik. For Daniel Smiths stemme er ikke fin og skrøbelig som vennen Sufjan Stevens’, der i øvrigt i de tidlige år var en del af Danielsons lineup. Nej, Daniel Smith synger ikke – han skriger! Men han gør det særdeles godt!

Efter sigende skulle Jeff Buckley have været fan af Danielson, og man forstår hvorfor. Danielson er en ener, og Danielson: A Family Movie, or Make a Joyful Noise Here får ham til at fremstå som en intelligent og sympatisk musiker. Desværre er det svært helt at finde ud af hvad filmen vil – udover at følge en musikers vej fra bunden og op. I sig selv et sympatisk projekt, men denne dokumentar mangler desværre den røde tråd, der skulle få filmen til at hænge sammen på et lidt højere plan.

Danielson: A Family Movie, or Make a Joyful Noise Here er en film, der kan anbefales kendere af Daniel Smiths musik… Hvorvidt den er interessant for folk, der ikke kender til Daniel Smith, men som blot ønsker at følge en musikers karriere helt fra begyndelsen, stiller jeg mig noget tvivlende overfor.

”I am Daniel the son and the Father is with me”.

Danielson: A Family Movie, or make a Joyful Noise Here har følgende forevisninger under natfilmsfestivalen:
– 23. marts, kl. 23.00, Vester Vov Vov, Kbh
– 29. marts, kl. 21.10, Cinemateket, Kbh
– 01. april, kl. 16.00, Vester Vov Vov

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar