Efterklang: The Ghost of Piramida

En ufokuseret opfølger til “An Island”

”The making of”-genren er en af musikfilmens stolteste stilarter. Genrens fornemmeste opgave er at give et unikt indblik i skabelsen af et bestemt album, hvilket som regel er til stor glæde for fans af det bestemte album, samt at give svar på de spørgsmål man utvivlsomt må have omkring albummets tilblivelse. En god ”the making of”-film kan sågar portrættere et så alment menneskeligt drama, at den når en større målgruppe, end bandets normale fankreds. For eksempel behøver man ikke at eje et eneste Metallica album, for at blive draget af Joe Berlinger og Bruce Sinofskys Some Kind of Monster der fortæller historien om tilblivelsen af Metallica albummet St. Anger.

Desværre er Andreas Koefoeds The Ghost of Piramida, der følger dele af tilblivelsen af Efterklangs seneste album Piramida, ikke sådan en film. På trods af mange smukke billeder og spektakulære scener, virker indspilningen af Piramida som en urealistisk problemfri proces, og det gør filmen til en mindre stærk efterfølger af Vincent Moons Efterklang-portræt An Island.

Indsamling af lyde i Norge

For at indsamle lyde til gruppens næste album, tager Efterklang til den tidligere russiske mineby Pyramiden, i det nordlige Norge. Man får ikke at vide hvorfor Efterklang udsætter sig selv for besværlighederne ved at indspille i det nordligste Norge, men ser dem blot ankomme og begynde at optage diverse lyde.

Hvis man har det mindste kendskab til Efterklang, er det naturligvis unødvendigt at spørge om hvorfor de gør det, når man ser Efterklang slå løs på hvad de nu kan finde i en tidligere russisk mineby, men der er blevet lovet mere end den musikalske eufori på forhånd. An Island var utrolig smuk i sin poetiske simpelthed, men The Ghost of Piramida tilskriver sig en helt anden genre, og I den genre kræves der kritiske spørgsmål og hudløst ærlige svar.

To parallelle historier

Det må instruktør Andreas Koefoed også have konstateret efter optagelserne i Pyramiden. Han har i hvert fald valgt at fortælle en parallel fortællingen om selve byen Pyramiden, igennem en pensioneret russisk fotograf, der levede det meste af sit liv i Pyramiden. På samme måde som Efterklang bliver fascineret af byen, bliver man som seere fascineret af det lille isolerede samfund på omtrent 1.000 mennesker. Det lille samfund leverede kul til Sovjet, og senere Rusland, i 71 år, men har siden 1998 kun har været beboet af fugle og isbjørne.

Det er fotografens kærlighed til det samfund, der er filmens sande motor. Ved hjælp af gamle smalfilmsklip, som fotografen optog igennem sit liv i Pyramiden, fortæller han hjerteligt om hvad han betegner som den bedste tid i hans liv. Klippene viser glæde, varme og fascination, og står som en klar modsætning til den kolde og industrielle diskurs, der normalt beskriver Sovjet. Den romantiske fremstilling af Pyramiden virker nærmest som en pro-kommunistisk manifestation, når man ser fotografen gå rundt i sin lejlighed i det mørke Rusland, og sige: ”Pyramiden vil leve i vores hjerter for evigt,” mens han mindes om den svundne tid, før han blev opslugt af det senmoderne samfund.

Fotografens længsel mod tidligere tider, bliver ganske fint fortalt igennem Efterklangs indspilninger. Man kan tydeligt forstå fotografens kærlighed til Pyramiden, når man ser Efterklangs forsanger Casper Clausen stå alene i den enorme natur, og indspille lyden af flere hundrede fugle der letter, eller når man ser bandet spille på de forskellige efterladte maskiner der står i et gammelt værksted.

Visuel smuk, men intet drama

Der er er ingen tvivl om at de fantastiske locations, gør The Ghost of Piramida til en utroligt stærk visuel film, men desværre stiller filmen ikke de spørgsmål der skal stilles. Det eneste drama der udspiller sig omkring indspilningerne, er en isbjørn der naturligvis aldrig dukker op, og at Casper Clausen spørger manden, der beskytter bandet imod isbjørnen der aldrig dukker op, om han kan få en cigaret.

Selvom historien om fotografen og Pyramiden er ganske dragende, er historien om indspilningerne af Piramida simpelthen for kedelig. Hvis det ikke var fordi filmens soundtrack i sig selv, var ganske fremragende, ville dokumentationen være ligegyldig, og ud fra mine overstående kriterier for en god ”the making of”-film, er The Ghost of Piramida desværre en for ligegyldig historie, til at være en vellykket film.

Alligevel vil man som Efterklang-fan utvivlsomt have en stor fornøjelse af at se Efterklang hoppe ind og ud af siloer og kaste med gamle papirer, i jagten på de gode lyde, men filmen tilføjer ikke noget til fortællingen om Efterklang, som Vincent Moons An Island ikke allerede har fortalt, og derfor vil The Ghost of Piramida blive husket som en dårlig 2’er.

Tags from the story
,
Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.