Iron Maiden – Number of the Beast (Classic Albums)

dvd-ironmaiden-numberofthebeastclassicseries-2005-300x450

Metal for the masses

Classic Albums DVD-serien består hovedsageligt af dokumentarer om denne verdens allerstørste og mest betydningsfulde albums. Electric Ladyland med Jimmy Hendrix, Transformer med Lou Reed og Joshua Tree med U2 er blot nogle af de plader, der er en tur gennem møllen. Sjovt nok indtager heavy metal en ret prominent plads i antallet af titler, og med albums som Hysteria med Def Leppard, Metallica med Metallica og British Steel med Judas Priest, er der tale om ret store metal udgivelser.

Men den største metaludgivelse af dem alle, Iron Maidens 1982 album Number of the Beast, kommer heldigvis også under kærlig behandling fra folkene bag Classic Albums-serien. Der er ikke tale om et spritnyt program, men om en dokumentar, der har været sendt flere gange på TV. Programmet har været tilgængelig et stykke tid på DVD, men bliver grundet pladens status som klassiker aldrig uaktuelt.

Via interviews med bandets medlemmer, manager, producer, journalister, musikere (Dave Mustaine fra Megadeth) m.m., prøver programmet at give et svar på, hvorfor netop Number of the Beast regnes for en af de største metalplader. Vi får alle detaljerne om de største hits på albummet: ”Run To the Hills”, ”Hallowed be thy Name”, ”The Prisoner”, ”Children of the Damned” og selvfølgelig titel-tracket ”Number of the Beast”. Numrene gennemgås et for et, og vi får både serveret sjældne live-klip og nye optagelser med Adrian Smith, der spiller numrene igennem alene på sin guitar.

Noget af det, der gør denne DVD speciel, er at man kommer med producer Martin Birch i studiet her godt 20 år efter Number of the Beast, og vi får lov til at lytte til indspilningerne, og ikke mindst de forskellige spor hver for sig. Det er meget spøjst at høre Dickinsons vokal for sig selv, og man får fornemmelsen af, at det kun er i samspil med hinanden, at Maiden skaber magi.

Dokumentaren har også et historisk islæt, og kommer omkring tiden før Number of the Beast, og frem til den efterfølgende tour, hvor bandet avancerer til superstjerner.

Filmen har en dejlig useriøs atmosfære, hvor maskotten Eddie serverer the for Steve Harris under et interview og Bruce Dickinson render rundt og agerer i en gammel film kulisse. Det giver dokumentaren en dejlig afslappet og uhøjtidelig stemning.

Selve hoved-filmen varer desværre kun godt 50 minutter. Det er en anelse kort tid for en dokumentar, og der har helt bestemt været meget mere at fortælle om tilblivelsen af Number of the Beast. Et bud på den korte spilletid kunne være, at programmet oprindeligt er produceret til TV, og derfor har skullet passe ind i et time-slot (inkl. reklamer).

Heldigvis er der noget ekstramateriale, der opvejer den korte spilletid. Der er mest tale om outtakes fra interviewene til hoved-filmen, og dermed er der ikke så meget nyt at komme efter. Styrken ligger i de små sjove anekdoter, hvor Adrian Smith f.eks. beretter om et tour-stop i en lille mystisk by med spåkoner i supermarkedets baglokale, og hvor regningen fra supermarkedet lød på $66.06. (jvf. ”666, the number of the beast!”). Eller om dengang, da Dave Murray kastede en guitar ud i publikum, og desværre ramte en politimand lige i bærret. Det eneste nye ekstra materiale på DVD’en, som ikke er lavet i forbindelse med interviewet, er en lille 30 sekunders hilsen fra Trommeslager Clive Burr og nummeret ”Hallowed be thy Name” fra Rock in Rio DVD’en. Bestemt ikke særligt imponerende.

DVD’en er interessant fordi man får baggrundsviden omkring en af metal-musikkens største plader. Omend den er noget overfladisk, er den dog ganske informativ. Vil man mere i dybden kan Iron Maiden DVD’en The Early Years anbefales. Den strækker sig over de fire første plader, og med masser af lækkert ekstramateriale, er den et helt andet skatkammer for Maiden-fans end Classic Albums DVD’en.

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar