Mastodon – The Workhorse Chronicles

dvd-mastodon-theworkhorsechronicles-2006-300x450

Mega Monster Mastodon-tisk!

Nu er den her: Det ultimative bevis på, at man ikke bliver svigermors drøm af at spille rockmusik. Men hvem har egentlig også lyst til at se dengser spille rock? Helmut Lottis Elvis-eskapader har i hvert fald ikke givet mig blod på tanden. De fire gutter i pirat-metalbandet Mastodon er til gengæld så langt fra at være pæne og velfriserede, at knøsen Helmut kommer til at fremstå så steril, at der ikke er noget liv for ham udenfor den petriskål, han har befundet sig i hele sin karriere. Og så ikke et ord mere om ham.

The Workhorse Chronicles er Atlanta-bandets første DVD, og sikken en! Med en spilletid på godt tre timer er den tungt pakket med guf for enhver Mastodon-fan, men langt de fleste yndere af moderne metal og nyskabende rock i det hele taget vil med stor sandsynlighed også kunne nyde denne udgivelse – og måske endda melde sig under fanerne i den hastigt voksende skare af tilbedere.

Skiven er delt op i to hoveddele. For det første en dokumentar, hvor bandet fortæller om sig selv og hinanden og ikke mindst fjoller rundt, så man klasker sig i skødet af grin. For det andet får man live-optagelser af stort set samtlige sange, Mastodon har udgivet, kun med undtagelse af deres to instrumentale numre.

Dokumentaren er den mest underholdende, jeg har set siden Nirvanas fantastiske Live! Tonight! Sold out! Bandet tåger rundt, som var de stadig teenagere, og der går ikke mange øjeblikke mellem de utallige platte indslag. Selvom graden af seriøsitet ligger på et minimum, føles det aldrig kunstigt – sådan er de rent faktisk. Specielt guitaristen Brent Hinds fremstår som en yderst festlig fætter, der ryger smøger gennem næsen, giver hovedparten af sin interviewdel bag et brusebadsforhæng og desuden har tatoveringer af monstre over det meste af sin krop. Og så har han øgenavnet Gassius Clay – deres tourbus kaldes desuden ”the fart box”… Bill Kelliher, den anden guitarist, er også glad for tattoos samt computerspil og Star Wars-figurer, der optager det meste af pladsen i hans hjem (hvilket man ser samtidig med, at han lidet troværdigt påstår, at han ikke er nørd).

Trommeslager Brann Dailor har også tusch på en pæn procentdel af sin krop, der står i skarp kontrast til hans babyface, og så har han en meget ironisk og ubekymret attitude overfor det meste. Hans instrumentale evner er nærmest umenneskelige, men han virker totalt uimponeret over sit eget talent. Bandet synes i det hele taget fuldstændig fri for stjernenykker og er bare glade – nærmest ydmyge – over at have fået succes med det, de elsker allermest. Det gælder også for bassist og frontmand Troy Sanders, der dog fremstår noget mere sky og indadvendt end hans bandkammerater.

Efter præsentationen får man historien om bandets dannelse og hører om, hvilke bands, de hver især slog deres folder i tidligere. Specielt interessant er det, at Dailor og Kelliher begge var med i kult-metalcorebandet Lethargy, hvilket man godt kan fornemme på Mastodons tidlige sange fra Lifesblood-EP’en. Man får også at vide, at bandet oprindeligt havde en decideret forsanger, der dog kun var med i nogle få måneder og sagde stop en uge før en tour, så Sanders og Hinds måtte påtage sig grynt og skrig på rekordtid.

Herefter følger så to timer med smadder for alle pengene, når hovedparten af Mastodons sange fremføres live fra en række forskellige koncerter. Lyd og billede er for det meste ikke noget at råbe hurra for, men energien og samspillet er upåklageligt, og det generelle kompositoriske niveau er allerede fra de tidligere dage ærefrygtindgydende, om end det stiger støt, som man kommer igennem den kronologiske fremføring af sangene. Ind i mellem kommer bandet også med anekdoter om sangskrivning og indspilning som små pusterum i den voldsomme afstraffelse af seerens syns- og høresans. Endelig får man også bandets musikvideoer, der bortset fra den seje ”Blood and Thunder” ikke er videre interessante.

Til september udkommer Mastodons næste album Blood Mountain, og denne DVD kommer på det klassiske tidspunkt op til det nye album, så fans har noget nyt men i virkeligheden gammelt at investere i, mens de venter på noget reelt nyt. The Workhorse Chronicles er absolut ikke nogen lunken mellemvare, men en udgivelse helt på højde med Mastodons studiealbums. Ok, lyd og billede kunne godt have været en del bedre, men på den anden side giver de håndholdte optagelser, der udgør to tredjedele af live-materialet, et autentisk billede af et band, der begynder helt fra bunden og arbejder sig stille og roligt op mod stjernerne. Så selv om Brent Hinds introducerer Workhorse med ordene ”Work fucking sucks!” ligger der alligevel en enorm mængde arbejde bag historien om Mastodons succes. Af den særlige slags, pæne drenge og piger absolut ikke kan se fornuften i. De fleste andre burde til gengæld kunne se det sjove.

Tags from the story

Skriv et svar