Nephew – Roskilde 07.07.07

dvd-nephew-roskilde070707-2007-300x300

Nephew imponerer med flot live-dvd

Jeg har det som regel rigtig svært med live-dvd’er. Det er til enhver tid langt federe at opleve det ude på spillestederne, da en live-dvd sjældent kan komme i nærheden af at gengive en god koncerts kvaliteter. Med Nephews Roskilde 07.07.07, fra deres koncert på Orange Scene på årets Roskilde Festival, er vi dog ude i en af de bedre koncertgengivelser på dvd– i hvert fald den bedste danske jeg har set til dato.

Nephew havde op til koncerten forberedt et helt specielt lysshow samt 19 kameraer til at filme hele herligheden. Kunstnerkollektivet Ingen Frygt var også inviteret med til at lave et specielt storskærmsshow samt til at lave lidt ekstra lir på dvd’en, så ingen tvivl om, at der er blevet satset på en gennemført koncert og live-dvd fra Nephews side – og det er lykkes ret godt.

Denne koncert på Orange Scene på den magiske dato 07.07.07, har været stor for Nephew, og det ses tydeligt på de fem nevøer. Især Simon Kvamm er fra starten af utroligt veloplagt, og niveauet holdes hele koncerten igennem. Selve koncerten er musik af høj klasse, hvilket de ganske hæderlige anmeldelser også viste. Musik og vokal sidder lige i skabet, og lysshowet og et meget tændt publikum, på formentlig ca. 50.000, sætter prikken over i’et.

Roskilde 07.07.07 har mange højdepunkter – nok primært pga. de mange hits som alle kender. At se det store publikum hoppe og klappe i takt helt ned til bagerste række til næsten alle numre er simpelthen et imponerende syn. Det hele kulminerer på ”Hospital”, hvor L.O.C. er gæsterapper og formår at få hele Orange Scene til at koge over.

Teknisk er dvd’en ikke på højde med de bedste internationale navnes live-dvd’er, men det er faktisk ret tæt på. De 19 kameraer har fanget showet glimrende, og med både imponerende lys og lyd topper den klart listen over de danske live-dvd’er, jeg har set – og den er såmænd også fuldt på højde med mange større udenlandske udgivelser.

Nephew lander med Roskilde 07.07.07 på en meget høj karakter i min bog, og jeg kan ikke benægte, at den nok får en ekstra tand, når jeg ser på den høje standard efter dansk skala, og også fordi jeg kun kan være imponeret over, at Nephew leverer et så kompetent show efter så lang tid på toppen. Det balancerer da også lige på grænsen til, at man har fået nok af dem, og jeg tror nu nok, at både Nephew selv og deres fans ikke tager skade af, at de nu hiver stikket ud i en periode. Og vi kan være ganske rolige alle sammen – Nephew skal nok vende stærkt tilbage efter en velfortjent pause.

Tags from the story

Skriv et svar