The Hives – Tussels In Brussels

dvd-thehives-tusselsinbrussels-2005-300x450

En god stor pakke punk-rock

Et af de prædikater man nemt kan smække på The Hives er ”høj-energisk punk-rock”. Et andet kunne være ”fantastisk live-band”. Det kan der vist ikke sås tvivl om. Skulle der alligevel være nogle tvivlere derude, må jeg på det stærkeste opfordre dem til at se Tussels in Brussels – den første DVD fra det svenske band.

Hovedattraktionen på Tussels in Brussels er uden tvivl en live-koncert i dens fulde længde, optaget i den belgiske hovedstad i forbindelse med touren for bandets seneste album Tyrannosaurus Hives. Set-listen består af intet mindre end 19 høj-oktane numre, der bliver tæsket igennem i løbet af en time. Der er virkelig fart over feltet, for at bruge en lidt fortærsket frase. Da der som sagt er tale om en koncert fra Tyrannosaurus Hives-touren, er der selvsagt flest numre fra dette album. Alle pladens fede numre er at finde på Tussels in Brussels: ”Walk Idiot Walk”, ”B is for Brutus” og ”Two-timing Touch and broken Bones” for blot at nævne nogle få. Der er dog heldigvis også blevet plads til en del af de gamle klassikere, og således bliver vi ikke snydt for hverken ”A.K.A. I.D.I.O.T”, “Hate to say I told You so”, “Die Allright” eller ”Main Offender”. En mere fyldig greatest hits kunne man vist ikke ønske sig.

Og The Hives er så sandelig ”great”. Der er næppe noget band, der har et større show-gen end dem. Forsanger Howlin’ Pelle er hele tiden i kontakt med publikum – om det er via dialog med dem, eller i faktisk fysisk kontakt ved at kravle ned i publikum – og selvom jeg befandt mig hjemme foran mit TV, så fangede han faktisk også mig. Midt under ”Diabloic Scheme” ”fryser” bandet på scenen og står helt stille i 40 sek., inden de fortsætter ufortrødent. Et festligt og spøjst lille indslag.

The Hives lægger ikke skjul på, at de er gode. ”There is a heatwave sweaping over Europe. The Hives are the reason, ‘cause we are a hot band”, forkynder forsanger Howlin’ Pelle med selvsikkerhed i stemmen. Og ja, de er hotte.

Jeg er en smule itvivl om, det er proffessionelle folk, der har produceret DVD’en, da en del af koncertens kamera-vinkler og beskæringer virker en smule mærkelige og tilfældige. En meget fedtet linse på et af kameraerne kunne også tyde på dette. Det forstyrrer dog aldrig så meget, at koncerten ikke fænger, for det gør den. Et mere irriterende kiks, er nogle underlige udfald i lyden. De er der underligt nok kun, når bandet ikke spiller, og man kun hører publikum. Så snart bandet går igang igen, er lyden helt perfekt. Det sker kun et par gange, men er meget irriterende.

DVD’en skorter heller ikke på ekstra-materiale. 4 af bandets videoer fra Tyrannosaurus Hives-pladen er at finde som lidt ekstra guf for fans’ene. Der er tale om “A little more for little You”, “Abra Cadaver”, “Walk Idiot Walk” og “Two-timing Touch and broken Bones”. Videoerne er af svingende kvalitet, men det er sjovt at se, hvor forskellige The Hives’ musik-videoer kan være.

Derudover er Tussels in Brussels også begavet med hele 6 numre fra forskellige TV-optrædender i ”Top of the Pops” og ”Later – with Jools Holland”. Det er ganske underholdende at se forsanger Howlin’ Pelle kravle rundt i publikum under noget der minder om Englands svar på ”Højlunds Forsamlingshus”.

Den største overraskelse på Tussels in Brussels er uden tvivl band-dokumentaren på godt 25 min. Der er ikke tale om en egentlig dokumentar, men nærmere om en fiktionaliseret gennemgang af bandets historie op til og med Tyrannosaurus Hives. Jeg må indrømme, at det er noget af det mest underholdende, jeg har været vidne til længe. Filmens fortællerstemme er detektiven D.W.Johnson, der prøver på at dykke ned i myten om The Hives. Filmen er spækket med alskens små sjove påfund, der pirrer latter-musklerne. En koncert-kø foran et spillested I Hamborg består af frugter istedet for mennesker og sex mellem to græshopper bruges til at understrege en pointe. Tempoet er højt og stilen er frisk.

Tussels in Brussels er helt sikkert anbefalelsesværdig. Skulle du mod al forventning ikke kende bandet, så er denne DVD et godt sted at starte. Er du fan, så er der nok materiale til at stille din sult. Bortset fra et par enkelte tekniske problemer mangler denne DVD ikke noget, og jeg sidder her efter at have set den og håber på, The Hives snart slår et smut forbi Danmark igen.

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar