I Was A King: I Was A King

cover-iwasaking-iwasaking-2009-300x300

Lige ud af de støvede norske landeveje

Wunderkind Daniel Smith har produceret, og Sufjan Stevens har givet en hånd med under de amerikanske indspilninger, men der er ikke noget specielt quirky og überindie over norske I Was A King. De laver simpelthen bare utroligt fængende melodier, som understøttes af en logisk og solid rockende bund.

Forsanger Frode Strømstads stemme udstråler en nonchalant distance, som gør at vokalen svæver over numrene, og giver dem en slags overjordisk følelse. Her er tale om mennesker, for hvem det at lave fængende numre flyder naturligt og ubesværet. En smule distortion, en solid bund i trommerne, en svævende vokal, smukke harmonier og uhyggeligt ligefremme melodier udgør fundamentet. Styrken hos I Was A King er simpelthen orkestreringen og arrangementerne, som udføres så selve numrene er en ren nydelse, og skønt pladens samlede løbetid blot løber op på nogen og tredive minutter, så kan den sagtens blive liggende og rotere flere gange rundt.

Og styrken og selvbevidstheden hos IWAK kommer tydeligst til syne i det velfungerende numer ”California”, som viser sig som noget nær en perfekt popsang, men som IWAK har den frækhed at afbryde efter blot 57 sekunder. Man kunne sagtens have spundet videre over formen i de normale 3-4 minutter, men nej, her når sangen sit naturlige udløb – og det gør nærmest ikke noget, for vi kender formen, vi ved hvordan den vil lyde, og sangen er fuldendt.

”It’s All You” får derimod den længste spilletid på pladen, hvilket løber op på i alt 3:43 – men så inkluderer det også en klaverintro på over et minut, hvorefter vi så er tilbage i Ørefængerland par excellence. På ”Weighing Anchor” får harmonierne lov at udfolde sig til fulde, og ”Hard Luck Bad News” indeholder den fantastiske linje (og følelse): ”If you were in my shoes you’d die”.

90’erne er bestemt ikke glemt hos IWAK, som i udtrykket er godt og grundigt inspireret af eksempelvis Lemonheads, Teenage Fanclub, og til dels My Bloody Valentine, hvilket munder ud i en vidunderlig omgang melodiøs poprock, som simpelthen er så naturlig i sin opbygning og udførelse, at man når man hører pladen tænker – ”Ja. Sådan skal det lyde. Jeg ville ikke ændre en tone”.

Og det samme kan siges om pladen. At den absolutte topkarakter udebliver er kun en konsekvens af det samme – at helheden måske nok er stærkere end de enkelte numre. Men dette ændrer ikke på det faktum, at der her er tale om en uhyre behagelig gang kræs for øregangene.

Tags from the story

Skriv et svar