Lars and The Hands of Light: The Looking Glass

cover-larsandthehandsoflightthelookingglass-2010-300x300

Igennem efteråret har det været svært at undgå singlerne “Me Me Me” (track 1) og “Hey My Love, Hey Love!” (track 5), hvis man har haft radioen tændt af og til. Det har været singler, der instinktivt har fanget med deres luftige lyde, lette toner og en blanding af feel-good og kompromisløs pop. Men de har også startet en vis undren over hvem pokker Lars and The Hands of Light dog var? Og ikke mindst – ville et album fra samme kunne leve op til de to førstesigler?

Nu er svarene kommet.

Lars and The Hands of Light dækker over en kending i den musikalske danske undergrund. Lars, hvis efternavn er Vognstrup, vil mange nok huske fra elektropop-bandet Money Your Love – og især P3-hittet “For Kristoffer” – og ikke mindst fra Wolfkin. Med “The Hands of Light” teamer Lars op med sin søster Line Vognstrup (Wolfkin), Peter Leth og Thomas Stück (Money Your Love) – og sammen satser de på pop, ørehængere til radioen og på at gøre præcis, hvad de vil.

The Looking Glass åbner med tidligere omtalte “Me Me Me” (track 1), som startede radiokarrieren som P3s uundgåelige. Lyden er lige dele nutidig pop og retro-flowerpop. Nummeret følges af det ganske gode “Stranger To The Sea” (track 2), hvor Line Vognstrups vokal er med til at skabe dybde i et arrangement med diverse slaginstrumenter og lalleglad melankoli. Det bliver nærmest musical-agtigt i den forstand, at det (selvom det ikke er dårligt), kammer mere og mere over mod det lalleglade og slipper sit tag i lytteren mere og mere. Interessen daler i takt med, at nummeret fortsætter. Og desværre falder det følgende nummer i samme kategori – altså glemmebogen.

“Multicolored” (track 4) giver Line Vognstrup selvstændig tid på vokalen. Hendes stemme er ligefrem og dejligt lidt baseret på skønsang. Men også dette nummer leder tankerne i cabaret-retning med taktfaste muntre trommer, orgellyde – og en tekst, der ikke umiddelbart rører eller fanger.

Albummets titelsang (track 6) leder tankerne til det vilde vest med vinden, der fejer over prærien og nynnen over en start, der fører til en lettere melankolsk stemning, der bæres af en banjolignende guitarlyd. Igen er der ikke tale om et dårligt nummer, men nummeret understreger den næsten skizofrene tilgang til musikken, som Lars and The Hands of Light lægger for dagen (de er med andre ord dybt umulige at sætte i bås!) ved ikke at minde om andre numre på albummet og trække på det countrylignende i forening med melankolsk indie. Og skizofrenien slipper ikke, “The Girl Flu” (track 8) indbyder til fællessang og klap, mens “Christman Comatose” (track 10) kunne være soundtracket til en lidt tam juleballade.

For at sige det med få ord – The Looking Glass kan ikke fortsætte, hvor førstesinglerne “Me Me Me” og “Hey My Love, Hey Love!” slipper. Efter adskillige gennemlyt flyder albummets tracks nærmere sammen – og det på trods af, at albummet spænder vidt med inspiration fra flere dekader og utallige stilarter. Store forventninger er ofte en svær indgang til ny musik – og det også i dette tilfælde.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar