Manden fra O.N.K.E.L.: Manden fra O.N.K.E.L.

Grumme børnesange med et twist

’Dunkle børnesange til det moderne barn’. Sådan karakteriserer Manden fra O.N.K.E.L. selv det, der er at finde på denne fem sange lange udgivelse. Og det er en ganske mærkværdig udgivelse, som er ligeså sjov og pudsig, som den er mærkværdig og løjerlig.

Efter en kort finurlig intro sætter Manden fra O.N.K.E.L. ind med den grumme, men ganske naturligt fortalte sang om ”Campingkannibalen”. Det er udgivelsens sangskrivningsmæssigt klart bedste nummer, og det er den barske fortælling om manden, der æder børn – men ikke de uartige, for de er ikke værd at spise, for de smager af gammel ost og lugter som grise. Her er vokal, produktion og sangskrivning god, og til de lidt større børn, der kan skille grusomheder fra ironi, er det ganske vellykket.

Herefter bliver vokalpræstationerne ikke helt så heldige, og det kaster en lidt for stor skygge over en samling sange, der ellers er ganske sjove at være i selskab med. Og når man selv har børn og har muntret sig over Strids glimrende vrøvledigte, så er det en stor glæde at høre ”Strids Sang Om Bussen”. Hvor mange gange har jeg ikke læst højt for sønnike og tænkt, at disse formidable digte burde der sættes musik til. Manden fra O.N.K.E.L. gør det på et af digtene fra den legendariske ”Min Mormors Gebis”-bog, og trods en lidt skvattet vokal er der store smil over læberne hos denne lytter på dette punkt.

”Børneremsen” lyder som en Nikolaj Nørlund-inspireret sag med et minimalistisk klaver-drive, mens den afsluttende godnatsang er sjov, men ikke nødvendigvis smuk.

Og det er problemet med disse sange. Idéerne er fremragende, og flere steder er sangskrivningen det samme. Men leveringen er ikke optimal. Der mangler kvalitet i vokal og sine steder også i både arrangementer og produktion. Og det er egentlig synd, for selv om konceptet næppe har været at skabe en storsælgende plade, så er potentialet stort. Jeg har dog svært ved at anbefale udgivelsen som sådan, selvom jeg har stor, stor sympati for projektet og tankerne bag.

Udgivelsen skulle angiveligt sættes til gratis download, så det koster jo intet at stifte bekendtskab med sangene – de vil garanteret fremkalde smil på læben, selv om det ikke er sikkert, du gemmer dem.

Tags from the story

Skriv et svar