Nr. 24 – Okkervil River: The Stage Names

cover-okkervilriver-thestagenames-2007-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #24

Austin-bandet Okkervil River fik deres helt store gennembrud i 2005. Efter godt syv år som band og tre albums, der langsomt førte dem på sporet af, hvor de skulle henad, lykkedes det i 2005 at bryde igennem med Black Sheep Boy og to år senere fulgte The Stage Names. Et album om berømmelse og fascinationen af alt det, der er fiktivt og uvirkeligt frem for alt det, der er ægte og virkelighed.

Tekstmæssigt er Will Sheff i topform på The Stage Names. Sangskrivningsmæssigt er albummet en eminent kobling mellem de følsomme, intime og generte og det rastløse, storladne og frustrerede. Det giver en balance, der er sjældent hørt, og som gør Okkervil River til noget helt særligt, for de formår at puste intimiteten op til en enorm altomsluttende tingest. Storladenheden bliver trukket helt ned på jorden, og den rastløse frustration, der grænser til ægte vrede, bliver omgjort til en vokal med store portioner følsomhed, der giver Will Sheff den sårbare, kantede og ekstremt nærværende kant i bandets forgrund.

Instrumenteringen er lækkert varieret. Fra det helt nedbarberede med små klokkespil og følsomme guitarfigurer på ”Savannah Smiles” til de mere tørt tæskede numre som ”A Hand To Take Hold Of The Scene” og ”John Allyn Smith Sails” med trompeter og det hele. Alt sammen lænes tæt op ad de inciterende melodier, der er uafkastelige, når de først har sneget sig frem. Åbneren ”Our Life Is Not A Movie Or Maybe” smyger sig melodisk i små fine krøller på nodepapiret, mens der er en klarere kant og skarphed på ”Unless It’s Kicks”.

Førnævnte ”A Hand To Take Hold Of The Scene” giver lidt spøjse minder om The Cure og beslægtede britiske rockbands, mens ”Savannah Smiles” på ægte vis afslører Okkervil Rivers oprindelsesland med sin tydelige americana-stemning og store følsomhedsudbrud.

”Plus Ones” har sit afsæt i klaveret, men udvikler sig snart til mere regulær indierock med Will Sheff citerende adskillige store hits. I albummets tekstmæssige koncept overgøres alting i citaterne med en enkelt, således at det bliver lidt ekstra interessant og kan stjæle opmærksomhed i folkets fascination af den fiktive verden. Klaverafsættet herfra videreuvikles til at pianoet bliver omdrejningspunktet på den smukke ”A Girl In Port”, der er nedbarberet og afdæmpet men endnu mere smækfuld af følsomhed, intimitet og nærvær i Will Sheff’s vokal.

”You Can’t Hold The Hand Of A Rock’n’Roll Man” er tilbage i det britisk inspirerede sørgmuntre lydbillede, der er baseret på den traditionelle rockbesætning men tilsat strygere og et generelt ganske omfattende arrangement. Tekstmæssigt kredser Okkervil River stadig omkring modsætningerne mellem hverdagslivet og berømmelsens pris. Den følgende ”Title Track” åbner i næsten stillestående stand, mens der undervejs fyres ekstra op for instrumenteringen, der varierer mellem rastløs og kantet indie og pæn og nysselig følsom strygerakkompagneret intimitet.

Albummet lukker fornemt af med ”John Allyn Smith Sails”, der mod slutningen låner direkte fra Beach Boys ”Sloop John B.”. Sangen er en hilsen til digteren John Berryman, der begik selvmord i 1972, og sangen er en sand åbenbaring, der både tekstmæssigt og komposotorisk er blandt det allerstærkeste på albummet. Referencen til John Berryman gør sangen endnu mere gribende, og den eksplosive afslutning med blæserinstrumentering giver en mavepustende afslutning på et aldeles fremragende album.

The Stage Names fulgte brillant op på Black Sheep Boy, men hvor forgængeren var forankret i et mere mytisk univers, så var The Stage Names præget af et anderledes nærvær i nutiden og en anderledes tekstmæssig reflektion, der var mere genkendelig for mange. Musikalsk burde The Stage Names have manifesteret Okkervil Rivers navn i en langt bredere forstand, end det blev tilfældet, men albummets tekstside afslører i høj grad, at bandet ikke nødvendigvis higer efter berømmelsens stjerneglans, men har det allerbedst med at være i den position, som bandet var før, under og efter tilblivelsen af denne klassiker.

Tags from the story

3 kommentarer

  • Jeg har desværre ikke fået købt The Stages Names…ENDNU.
    Men The Stages Ins (opfølgeren på Stages Names) er intet mindre en fantastisk. Både lyrics og musikals, et helt igennem eminent produceret album. Storladet og med begge ben på jorden, på samme tid.
    Og så har jeg endda ladet mig fortælle at The Stages Names er endnu bedre

Skriv et svar