Nr. 6 – AC/DC: Back In Black

cover-ACDC-BackInBlack-1980-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #6

Klokkerne ringer tungt og nærmest ceremonielt som åbning på AC/DC’s Back In Black fra 1980. Det gør de på åbneren, den dystre og for AC/DC atypiske “Hells Bells”, som sammen med coverets sorte farve skulle være en sidste hilsen til gruppens netop afdøde forsanger Bon Scott. Brian Johnson kom ind som afløseren, på et tidspunkt hvor mange havde svært ved at se australierne fortsætte uden Bon Scott, som havde ført sikkert an i gruppens fremstormen i 70erne. Men AC/DC overlevede, og Back In Black skulle blive Brian Johnsons pladedebut.

Musikken til Back In Black var begyndt at tage form allerede inden Bon Scotts død, men det blev Brian Johnson der stod for sangskrivningen på de ti skæringer. Det kunne både ses og høres, at nyt blod var kommet til. Johnson var og er en let genkendelig ægte engelsk potent og macho arbejdertype iført sin sixpence og altid uden ærmer. En stil han her 33 år senere aldrig er gået på kompromis med. Back In Black osede af sved, sex og sprut – og en ganske charmerende portion mandschauvinisme. Kække og ærlige titler som ”What Do You Do For Money Honey”, ”Let Me Put My Love Into You” og ”You Shook Me All Night Long” var ikke til at tage fejl af.

Back In Black er i dag historiens næstmest solgte album – kun overgået af Michael Jacksons Thriller . Ganske overraskende for en på mange måder simpel og forudsigelig rockgruppe, der på ingen måde opfandt den dybe tallerken på pladen. Men de gjorde alt rigtigt, og de ramte simpelthen plet. Angus Youngs gavmilde guitarsoloer var rent teknisk det mest opsigtsvækkende på Back In Black, og hans og brormand Malcolms riff sparkede ganske enkelt røv. Samtidigt var bas og trommer arrangeret, så det ikke krævede et teknisk musikalsk geni, men de lagde den rytmiske bund, som fik hovedet og mellemgulvet til at vugge med hos lytteren.

AC/DC opnåede her deres hidtil bedste produktion i samarbejde med Robert ”Mutt” Lange. En tæt og skarp produktion, var resulteret i ti skæringer, og blandt dem var der ingen overflødigheder. Der var ingen udfald i deres power – en power der bestod af lige dele sex, sprut og ikke mindst en sublim musikalsk timing. AC/DC var noget for sig selv inden for metalgenren på Back in Black. Væk var de ellers meget populære flammer, monstre, blodsudgydelser og hvad tidens metalbølge ellers førte med sig. AC/DC holdt en fest, og fik skruet ti sange sammen, der alle bestod af et perfekt samarbejde mellem Young-brødrenes musik og Brian Johnsons ord.

Af og til dukker et album op, der på papiret er en outsider, men har en svært beskrivelige ingrediens, som tager verden med storm. Et album hvor det ene nummer overgår det andet, og hvor hvert enkelt af dem står i erindringen hos lytteren årtier frem i tiden. Et album der på alle punkter, uden at prøve for hårdt, går op i en højere enhed. Et sådant album er Back In Black.

Tags from the story
, ,