180° Virvar: Choice Is [Insert Words]

cover-180gradervirvar-choiceisincertwords-2013-300x300

Skyggeboksning i en mørk gadeport

Københavnerkollektivet 180° Virvar brillerer på deres andet album med endnu en omgang ambient rock digitalis. Der er masser af maskinmusik og elektroniske effekter, samtidig med at alle melodierne oser og driver af sensualitet og rå muskelkraft. Samlet set har melodimaterialet fået et betragteligt kvalitativt løft i forhold til tidligere – og det er endda set i lyset af, at bandets debut var ganske fremragende!

Det nye ved Choice Is [Insert Words] er den modige beherskelse af elementer, hentet fra både den sejt rockende, den dystopiske stemning fra Joy Divisions synthrock, og en fantastisk flot indpakning i kraft af en superskarp lyd i produktionen, hvor der både er gjort plads til de nænsomme korflader og de muskuløse båndsløjfer af groovy industrial pop. På overfladen lyder det som en musikalsk bastard, men der, hvor 180° Virvar i den grad trækker stikket hjem, er i melodimaterialets kvalitetsniveau, som er uhørt højt.

I forhold til tidligere har 180° Virvar skruet mærkbart op for den dystre stemning, selvom de fra starten har dyrket det melankolske, og især sangerinden Nanna Rytters fløjlsbløde vokal ligger som et stykke mørkt velour henover rytmernes kradsende og vibrerende intonationer. Men det er i bund og grund det ’Virvar’ af lyde og effekter, der formelig bølger én i møde ved hvert nummer, som imponerer mest. Der bliver spillet på helt enkle midler, som bliver afløst af uventede, abrupte og forførende forløb, så man til sidst overgiver sig i Virvaret vold og lader sig føre ind og ned i en musikalsk malstrøm af pulserende mismod og vellyst i en og samme bevægelse.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen med en tyk streg under: 180° Virvar er i mine øjne et af de mest originale og spændende ensembler på den danske elektroniske scene pt., hvilket de har understøttet på fornem vis med endnu et fabelagtigt godt album. Fremragende!

Tags from the story
,