85 db: States Of Happines

cover-85db-statesofhappines-2010-300x300

Potentielle clubsingler lades i stikken af fersk lyd og mangelfulde vokaler

85 db er den øvre grænse for volumen til koncerter. Det bliver som oftest for lavt, hvis den grænse bliver håndhævet og det er lidt samme problem på States Of Happiness, hvor produktionen mangler punch og kraft for rigtigt at være vedkommende.

85 er også et årstal fra synthpoppens årti, og man er da også hensat til 80erne i en sådan grad når man lytter til States Of Happiness, at man næsten automatisk ifører sig mascara og jakke med skulderindlæg mens Ep’en snurrer.

Vokalerne er desværre på øvelokaleniveau og produktionen er påfaldende fersk. Det er ærgerligt, for ”Sad Tune But Still” og ”Wicked” har ellers et fint potentiale og kunne sagtens ende som ugens uundgåelige på P3, hvis man koncentrerede sig om en mere gennemarbejdet lyd.

Uskyld og charme går hånd i hånd på 85 db’s tre skæringer og den århusianske kvintet kalder selv deres lyd for Trash Dance. Det trashede har jeg uendeligt svært ved at få øje på, men dancen er der og den er bestemt både god og i højsædet på Ep’en.

Inspirationer som Cut Copy, Digitalism og Spleen United er i sigte på States Of Happiness, men hvor særligt de to sidstnævnte benytter lidt mørkere elementer i deres electronica, synes 85 db at være væsentligt mildere og positive i deres synthpoppede happy go lucky udtryk. Det betyder ikke at alt er uden knyster og naivt ekspressivt, for ”Sad Tune But Still” har undertoner af noget sørgmodigt, på samme måde som hos New Order, som kan tilføre et umiddelbart problem-neglígerende og bredt smilende dansabelt nummer en sørgmodig og lettere melankolsk kant, så det bliver spændende og alsidigt.

Vokalerne deles af Mads Behrend og Marlene Wagner med backing af Egil Sandfeld, og de har næsten hvad der skal til, for at ramme den ofte lidt ferske og anynome vokalside, som genren i mange tilfælde udtrykker sig med. ”Wicked” synges alene af Wagner over et gedigent clubnummer, og her kan hun ikke helt fylde rollen alene, i hvert fald bliver der lidt for meget ufærdig demovokal over det ellers fine og ganske godt rykkende nummer, som indeholder den traditionelle men velvirkende opskruede finale.

”Wonderful Day” har et godt og vanedannende omkvæd, med uh uh kor og hoftevridende synthbeats, som dog igen indeholder vokale udtryk, som får min tommelfinger til at vende i nedadgående retning.

85 db siger selv de er et live-band med stort L og jeg vil da bestemt lade tvivlen komme gruppen til gode, for det er musik som utvivlsomt vil løfte sig i en koncertsituation. Nu er det Ep’en jeg skal anmelde og her skal altså arbejdes med det vokale udtryk og i særdeleshed med produktionen, hvis bandet skal over stadiet ”lovende” og igennem til den bredere befolkning og ikke mindst club-miljøet, for sangene har potentiale til mere end 85 db formår at bibringe dem på States Of Happiness.

Tags from the story

Skriv et svar