Abandon: The Dead End

cover-abandon-thedeadend-2009-300x300

Tonstungt Monument fra kanten af afgrunden

Fra det svenske nord kommer denne posthume udgivelse. Forsanger Johan Carlzon dør december 2008 og Abandon får samlet sig sammen til, ved fælles kraft, at få den endelige udgivelse på plads.

Abandon´s The Dead End er indspillet live i 2005, mens vokalen er indspillet on and off, over de følgende fire år. Dobbelt cd´en strækker sig over mere end 100 minutter og er en ordentlig mundfuld at gabe over i ét lyt. Ikke bare på grund af den lange spilletid, men også fordi den er så mættet og kompakt massiv i sin lyd, at den kan virke næsten uigennemtrængelig. Fortvivlelse, angst, isolation, glød og ild er nogle af de parametre pladen knalder dybt ned i den mørke jord, som monolitiske bundgarnspæle.

Man har en følelse af at stå på kanten af afgrunden og stirre direkte ned i øjnene på selveste Beelzebub, mens andre af ondskabens skikkelser, sidder ovre i hjørnet og hvæsser knivene. Jeg fornemmer intet påtaget image, men en nødvendig måde, at bekæmpe sine indre mentale kampe – det er dødsens alvor for Abandon.

Dette er som en depression omsat til lyd. Der er ingen udvej, intet lys vinder ind, kun det rå og uforfalskede mørke resterer. Mens man lytter til værket, overvindes man af sine egne dæmoner, angsten springer frem, mens man presses i bund af melankolien. Det sære er, at mens det står på, får man samtidig gåsehud over, hvor smukt det gøres og man fascineres over, at stå face to face med det faktum, at når man stirrer døden i øjnene, kan man opløftes over dette mørke og så meget klarere se lyset og livet, på en renset og klogere måde. Store ord, javel, men ikke desto mindre det denne anmelder gennemgår følelsesmæssigt, mens The Dead End udfolder sin magt.

Skal man parallelisere, er amerikanske Neurosis eller Khanate, vel nok det selskab der passer Abandon bedst. Doom metal med momenter af sludge hamrer sig ind i øresneglen, mens flere af numrene nærmer sig 15 minutters-mærket, så tålmodighed er påkrævet. Har man det, bliver man til gengæld belønnet til fulde og man er med garanti ikke upåvirket bagefter. Det er indimellem som om både tiden og musikken står stille i eget vakuum og et riff kan stå og afgive resonans i så ubærligt lang tid, at der nærmest er tale om non-momentum. For at gøre lyden endnu mere tyk og trøstesløs benyttes et pumpeorgel, spillet af Mehdi Vafaei, som havde han melasse på fingrene. Det tilvejebringer en underliggende sørgmodighed og dybde, som går lige i maveregionen.

Abandon er lyden af metal kondenseret ind til det dybest mulige indercentrum. Helt derinde hvor sjælen er blotlagt. På pladens instrumentale åbningsnummer ”Bitter the Surface” er orglet helt alene og associationerne til en sømand med psykotisk gennembrud, fordi han har været for længe på havet, ligger lige for.
På resten af The Dead End fremstår Carlzons vokal så frygtindgydende i sin desperation, at man på det nærmeste tvinges ind i selve det helvede han besynger.

I ”Pitch Black Hole” lyder teksten:

Been here before,
In the pit of broken thoughts,
Emotional Holocaust,
The past is an ocean without shores,
And we are forever lost in the storm,
Slowly going down…

Ellers beskriver titler som ”There´s No Escape”, In Reality Suffer”, ”Lost We Are” og ”For Crumbs We Crawl” det univers Abandon flyder fortabte rundt i.

The Dead End er en monstrøs, barsk, tung og gennemført plade af seismiske dimensioner. Det er et suggestivt og vanvittig intenst værk, som er gennemtænkt helt ud i mindste detalje. Artworket som går igen på sleeve, booklet og cd´erne er i særklasse med malerier af Carlzon, som er både smukke og uendeligt grusomme på én gang.

Når man sammenholder den suverænt kunstneriske indpakning med den næsten ubærligt mørke og udfordrende musik, som vil lade ingen kold, må man konstatere, at her er tale om et unikt mesterværk. Det er muligt, at den ikke ryger i afspilleren ofte, dertil er den for krævende, men som et bydende nødvendigt og uomgængeligt kunstværk, har den ikke mange konkurrenter på samme niveau.

Ubærligt at Abandon aldrig, qua Carlzons alt for tidlige død, vil kunne føre dette pragtværk ud i livet på landets koncertscener, for det ville utvivlsomt blive et frygtindgydende mindfuck og en sjælden ryggradsrislende oplevelse.

Knæfald for Abandon herfra.

Tags from the story

2 kommentarer

  • Ha! Ha! sorry.

    December 2008 dør Johan Carlzon selvfølgelig – og det tror jeg ikke et sekund på, at du er i tvivl om gode Meedom. Så der er altså ikke tale om et “De Skrigende Halse” gimmick fra Djarnisdrengen.

    – Og ja,- det er lige en plade right up your alley og lige til din martrede metalsjæl.

  • Har de tænkt sig at slå den stakkels mand ihjel til december 2009? På den anden side er det jo genialt at markedsføre et album som en posthum udgivelse, inden manden er draget af sted til The Wasteland!

    Lyder ellers meget som et album lige efter min fortabte sjæl.

    Rock till’ you drop (dead)

Skriv et svar