Aerosol: Airborne

cover-aerosol-airborne-2009-300x300

Filmiske godbidder fra dansk elektroniker

Aerosol er Rasmus Elm Rasmussens enmandsprojekt. Rasmussen har tidligere spillet post-rock i det fine band Limp. Airborne er hans andet udspil som enegænger og er en slags elektronisk shoegaze. De ni instrumenentale forløb har en drømmende og magisk aura over sig. Ghostpop som er svært håndgribelig, og som på en gang bringer lykkefølelse i kroppen, men samtidig aldrig bliver behagesyg. Der hersker en fornem balance mellem det søde og det syrlige og det flotte polerede og de ridser i fernislakken som præcist afstemmer lydbilledet, så det bliver både lækkert, interessant og spændende at lytte til .

Airborne er pompøs og himmelvendt stjernebeskuende, med store synthflader, som kørte man alene døsig og drømmende i Mojave ørkenen. Det er musik som gør sig fantastisk i hovedtelefoner og bør spilles ved høj volumen. Lukker man øjnene, dannes landskabsmalerier for ens indre nethinde og med sit elegante topografiske udtryk, er Aerosol skabt til reklamer for rejseselskaber, eller explorertrang i den hjemlige sofa. En fornemmelse af vægtløshed, som pendulerer mellem hydrosfæren, atmosfæren og stratosfæren – “Ladies and gentleman we are floating in space”, som Spiritualized´s Jason Pierce udtrykte det i ´97, men hvor det band i højere grad refererede til alskens bevidsthedsudvidende stoffer, er Aerosol mere grounded i musikkens selv og her tilbydes en drugfree tur i det mentale univers hjernegange.

Airborne har takeoff med ”Midnight Ride Down The Mental Freeway” med en brusende tiltagende synth, flankeret af glitch og ren western guitar med god rumklang og associationerne til Labradford, specielt Mi Media Naranja med sine klare Ennio Morricone referencer, melder sig. Rasmussen produktion gør brug af masser af rum og små syntetiske støjoverløb, har god fornemmelse for tid, og en økonomisering med virkemidlerne, som er udsøgt og med fingerspitzgefühl for de små og detaljefyldte finesser. Det er en udpræget fornøjelse at lytte til og Aerosol kan sit kram uden noget behov for showoff eller overgjorthed. Det stramme og antisvulstige udtryk har Rasmussen til fælles med sine bandmedlemmer fra Limp, men er mere åben og bevidsthedsudvidende i sit udtryk, end Jonas Munk i Manual og Jakob Skøtt i Syntaks er.

”Psychedelic Coffee Buzz” er med sine mellemøstlige klange og momentane cikadelyde baseret på en tur igennem Marokko og på ”Airborne” venter man i spænding på den ørkenstorm, som er ved at udfolde sig, men mens små tumbleweeds drives rundt imellem mikrotornadoer, undslipper vi og letter fra jorden, mens vi stiger op over det som udspiller sig på den støvede jord.

Når Aerosol´s Airborne flyder i øregangen, er det første som springer frem af referencer på min indre harddisk, en blanding af tidligere nævnte Labradford, Mogwai fra sine blidere elektroniske sider og de mindre mørke og dubbede sider af Boards of Canada.

”Let The Seasons Drift” er en perle af et nummer og kunne såmænd have ligget på Mogwai´s The Hawk is Howling, med titlen ”The Sun Smells Too Loud Pt.2”

Airbornes styrke er, at dens mange lag og fine detaljer gør den langtidsholdbar, da man gentagende gange, har lyst til at gå på opdagelse i dens univers. På den anden side, er den milevidt fra, at være en svært tilgængelig plade med sin åbne og imødekommende lyd. Det er en plade som er formfuldendt og som er skabt til nærvær og uforstyrrede afspilninger og har man en lille time overladt til sig selv, er den godt givet ud i selskab med Aerosol.

En i bedste forstand dejlig plade.

Tags from the story

Skriv et svar