Afterhours: Ballads for Little Hyenas

cover-afterhours-balladsforlittlehyenas-2006-300x300

Italienerne vil også være med

Afterhours er noget så utraditionelt, som et italiensk indierock band. Efter 10 år med stor succes i hjemlandet, med italienske tekster, har Manuel Agnelli og resten af Afterhours bevæget sig ud i sangskrivning på engelsk, og er klar til at prøve sig uden for de trygge hjemlige grænser. I bedste Kent stil har bandet kopieret deres tidligere album Balate per Piccole, og bare omskrevet teksterne til engelsk. Derudover har Afterhours benyttet sig af musikeren og produceren Greg Dulli, som Manuel Agnelli tidligere har arbejdet med, da han i 2004 stod for guitaren på Twilight Singers albummet She Loves You.

Generelt er albummet fra Afterhours et meget guitartungt et af slagsen. Endvidere lyder det som om, at alle instrumenter er blevet tunet i mol, hvilket gør hele oplevelsen ekstra dunkel og dyster. Denne oplevelse stemmer dog ganske godt overens med budskabet i de forskellige sange, der primært fortæller historier om fravær og tab.

Et godt eksempel på albummets stemning er i albummets titelnummer ”Ballad for My Little Hyena”, hvor Manuel Agnelli leverer teksten, ”Wrap your arms around the one thing you can never touch”, alt imens lydbilledet snævrer ind om lytteren, for til sidst at være ganske klaustrofobisk. Eller i sangen ”Disire Froze Here”, der godt indpakket i en beroligende, ja nærmest paralyserende, cello, byder på de opgivende linjer ”Pantomime / is your tragedy / It’s a thin line between your sorrow / and your cunning”.

Ballads for Little Hyenas er ikke en plade der byder på nytænkte revolutionerende ideer indenfor kunsten at lave dystert musik, men derimod et solidt album, der støtter sig godt til grundstenene i genren. Derfor vil dette album være oplagt at stifte bekendtskab med, hvis man er til kunstnere såsom Nick Cave og P.J. Harvey. Man skal dog ikke forvente samme kvalitet som de to førnævnte, men det er i samme dunkle gyde de befinder sig.

Hvis man derimod ikke er til den dystre ende af indierock-genren, så bliver Ballad for Little Hyena, hurtigt en kedelig affære, der langsomt, men sikkert, piner sig selv til døde.

Afterhours vil derfor uden tvivl have en fan base uden for Italien, men de vil langt fra opleve samme styrtende succes, som de har haft i hjemlandet.

Tags from the story

Skriv et svar