Alessi’s Ark: Time Travel

Smil på læben, alvorsrynke i panden og glimt i øjet

Trods blot 20 år gammel er Time Travel det andet album fra britiske Alessi Laurent-Marke under navnet Alessi’s Ark. Vi befinder os i den lette og drømmende folk-pop, hvor der skiftes mellem de fjerlette og lyse numre og de mere tunge og dystre folk-sange.

Det er de lette og fine sange, der er flest af, og coveret af det gamle 60’er-nummer ”Maybe I Know” er urimeligt vellykket med den pæne og nydelige facade, der dog stadig giver rum for en lille alvors-rynke i panden. Det betyder, at tendensen til, at det kan blive en tand for lyserødt af og til, bliver aflivet på en måde, så vægtningen mellem letsindighed og alvor er præcis.

Det samme er tilfældet på albummets bedste nummer ”The Robot”, der er legesyg og seriøs på samme tid, og hvor der er skåret helt ind til benet, selvom der fortsat er plads til en tyk og vellydende helhed, der kan give minder om canadiske Feist.

Det er lidt mere dystert på ”Blanket” og ”Kind Of Man”, der kunne lyde som en afdæmpet Mazzy Star, mens den lidt mere elektriske ”Must Have Grown” ikke er helt så vellykket. Til gengæld er det ganske effektivt, når der tilsættes blæser sektioner som på ”Wire” og ikke mindst den fine afrunder ”The Bird Song”.

Generelt har Alessi Laurent-Marke præsteret et album, der lægger sig flot i tråd med den efterhånden lange række af talentfulde og unge britiske folk-sangerinder. Her er masser af personlighed, stort sangskrivertalent og en spillevende levering af materialet. Absolut et spændende bekendtskab med glimt i øjet, smil på læben – og trods alt også en alvorlig rynke i den unge pande.

Tags from the story

Skriv et svar