Alexi Murdoch: Towards The Sun

Skrøbeligt og forfinet fra Murdoch

Britiske Alexi Murdoch er klar med sin tredje udgivelse, der har fået titlen Towards The Sun. Og så kan det endda diskuteres, hvor nyt albummet er, for sangene har været sat på skive tidligere, og de har i flere år været i omløb i forskellige udgaver og som live-ingredienser hos Murdoch.

Men nu er de samlet på et egentligt album, og sammenligningerne med især Nick Drake er fortsat indiskutable. Det er næsten messende, hviskende, nynnende og sublimt vedkommende og nærværende, når Murdoch ruller stemmebåndene ud, og han formår i allerhøjeste grad at understøtte sin egen vokal med en lille spinkel akustisk guitar som det umiddelbare akkompagnement – og så derunder et mere nuanceret og omfattende arrangement med strygere m.v., som dog er så diskret i lydbilledet, at det kun forstærker indtrykket af en enkelt mand og hans guitar.

Det er den helt klassiske folk-stemning, der præger titelnummeret, og det samme gør sig gældende på den charmerende og uimodståelige ”At Your Door”. Men personlige favorit på albummet er imidlertid ”Slow Revolution”, hvor opsætningen er spinkel, men stemningen lidt mere storladen. Det bliver det klassiske magiske højdepunkt, når storladenhed og minimalisme mødes i en diskret og slow-motion-agtig energi-eksplosion, og 2/3-takten fungerer perfekt i det diskret omfattende arrangement.

Det er skrøbeligt og forfinet og alligevel helt nede på jorden og fyldt med muskulatur og energi. Nogle vil nok finde Alexi Murdoch for stillestående i sine små diskret leverede beretninger, men for det publikum, der nyder genren, er her tale om en aldeles anbefalelsesværdig udgivelse.

Tags from the story

Skriv et svar