Alexisonfire: Crisis

cover-alexisonfire-crisis-2007-300x300

Alexisonfire leverer med sit tredje album et melodisk slag i ansigtet

Med Crisis har Alexisonfire (AOF) leveret et album, der sender bandet helt op i superligaen og videre indenfor post-hardcore genren. Bandet blander på perfekt vis det melodiske med det hårrejsende på en måde, der aldrig bliver banal eller kammer over i kedsommelige sødsuppe-passager, der ikke har til andet formål end at tilfredsstille teenagere med hang til hvad der nu er moderne for tiden. Nej, med AOF er det lige på og hårdt i stort set samtlige 41 minutter albummets elleve numre strækker sig over.

AOF veksler fornemt mellem sine tre vokalister. Hovedmanden er stadig ’screameren’ George Pettit, der med sit brutale, men kontrollerede brøl, sine steder kunne minde om Gary Meskil fra NY-hardcore bandet Pro-Pain – dette gør sig især gældende på albummets titelnummer. Sammenligningen skal dog ikke køres længere end at eksemplificere, hvor rå George Pittits stemme nogen steder er, for han og musikken indeholder langt mere variation end Pro-Pain nogensinde kommer til. Når det er sagt, skal det også siges, at der er blevet skåret en del ned for George Pettits vokale bidrag i forhold til tidligere albums. Dette gør dog intet, for i de to guitarister Dallas Green og Wade MacNeil råder AOF over to næsten ligeså habile vokalister. Dallas Green står for den pæne rene sang og Wade MacNeil, der ikke tidligere har fået så meget mikrofontid og som for alvor træder i karakter på dette album, står for den lidt mere punkede og garagerockende vokal – en kærkommen forfremmelse!

George Pettit synger på alle numre, mens Dallas Green og Wade MacNeil skiftes til at imponere. Det eneste nummer hvor de alle tre tager en større tørn er på den intet mindre end fremragende første single ”Boiled Frogs”. Her viser bandet hele sit potentiale. De tre sangere skiftes til at vise hvad de kan, mens musikken buldrer af sted og får de fire minutter nummeret varer til at passere alt for hurtigt. Og som det er tilfældet på hele albummet, så supplerer trommeslager Jordan Hastings med en solid rytmisk bund. En anden melodisk perle er albummets anden skæring ”This Could Be Anywhere In The World”, der kører i mid-tempo, og hvor Dallas’ luftige og melodiske vokal fungerer perfekt som afveksling til Georges brutale og kompromisløse ditto – er man ikke vant til at lytte til denne slags musik, er det en god ide at starte med dette nummer.

Albummet åbnes med ”Drunks, Lovers, Sinners And Saints” og ordene ”Alright, this is from our hearts”. Og det lyder virkelig som om Crisis kommer fra hjertet og ikke fra hjernen, der nogen gange er mere beregnende og dermed kommercielt indrettet. Havde alle numre lydt som de to førnævnte, ”Boiled Frogs” og ”This Could Be Anywhere In The World”, kunne man da også godt have mistænkt AOF for at være blevet bløde i knæene og helt bevidst være gået den kommercielle vej… Men selvom dette album nok vil dele vandende, er der nok hårde numre med, til at skyde påstanden om, at AOF på Crisis er cool business i sænk.

Med Crisis har den canadiske kvintet Alexisonfire leveret et melodisk post-hardcore album af dimensioner. Et album der burde give gåsehud hos fans af bands som Underoath, Hot Water Music og Rise Against. Og som burde give disse bands lidt at tænke over.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar