Alf: Vi ville förändra vår tid men den förändrade oss

Et barn af en forandret tid

Hvis man er ynder af den nordiske melankolske tone, som på overfladen spilles poppet og upbeat, men som i samme åndedrag og drilsk gemt bag smilet, gemmer på en aura af grå fornemmelser og stille vemod, så er Alf ikke et fejlslagent køb.

Alf Håkan Åkesson er mig et nyt bekendtskab, men Vi ville förändra vår tid men den förändrade oss er den sortklædte svenskers fjerde udspil. Den er helt og aldeles hjemmegjort for alt udspringer af Alfs egen hånd. Det være sig lyrik, udførelse, indspilning, produktion og mix og derved bliver albummet noget beskedent og asketisk i sit udtryk. Indimellem hersker en næsten skotøjsæskeagtig lyd over de diskante og skrabede ti skæringer, albummet udgør. Det kan på sin vis være både charmerende og forfriskende, men så sandelig også en hæmsko og en ufrivillig spændetrøje til for alvor at udfolde sig som flyvefærdigt produkt. Heldigvis flyver Alf med tilpas brede og erfarne vinger det meste af vejen på udspillet.

Alf ligner af udseende en ung Thåström, ja selv coveret er som snydt ud af den svenske gudfars univers, men Alf er forsvindende lidt politisk agiteret. Et enkelt porøst politisk statement og ni kærlighedssange af både bittersøde og knuste fortællinger, er hvad multiinstrumentalistens selskab byder os. Kærlighedens genvordigheder med alt hvad det afstedkommer af sorger og krakelerede illusioner er i højsædet og tekstuelt er det både vedkommende, genkendeligt og til tider blændende skruet sammen. Jeg kan i hvert fald sætte mange af de melankolske fortællinger i relief til egne oplevelser og følelser.

Åbneren ”Showen” lyder som et clash imellem Ulf Lundells politisk funderede rock og Kents melankolske pop-årer. En smuk og melankolsk sang, der hele tiden skruer den lurende patos ned i gulvhøjde. Den ejer – ligesom størstedelen af udspillet i øvrigt – en fin og behagelig fornemmelse for, at overdrivelse ikke nødvendigvis fremmer forståelsen. En fremragende start på et melodisk højfrekvent album fuld af korte små ørehængere af ret høj kvalitet. Skæv charme og subtil fremfærd skaber en interessant kant, der holder ens opmærksomhed langt hen ad vejen. Alf har utvivlsomt et effektivt øre for den store melodi i det lille arrangement.

Den trøstesløst lyriske, men musikalsk opløftende sang ”I de räddas stad” har godt med 60´er rumklang på vokalen og et opstemt klaver, som runder et særdeles træfsikkert omkvæd, mens ”Hälften kvar” lyder som de rablende skåninge bob hund i selskab med Kents ” Mannen i den vita hatten (16 år senare).

”Du och jag” og ”Kongens by” er også afhængighedsskabende kærlighedssange med supergode omkvæd og glimrende pophooks, der bare skriger på repeat.

Vi ville förändra vår tid men den förändrade oss taber lidt melodisk momentum mod tæppefald hvor ”Inga tunga skyar” og ”Jag står och ler” lider under lidt for banale og karakterfattige sange, der synes hørt for mange gange før. Især ”Jag står och ler” vil mig ikke rigtigt noget, rykker ikke synderligt fra land og mangler substantiel slagkraft, mens ”Inga tunga skyar” bliver for hyggenygget i sin polerede Bo Kaspers wannabe fremtoning. Det klæder ikke Alf og opfordringen må være, at forfølge de mere musikalsk bitre mandler, for det er her svenskeren har sin klare force og berettigelse. Albummet lukker heldigvis med den inderligt smukke hymne ”Tysta år”, som rør ved både hjerte og intellekt.

Alf er en elegant starter og dermed bedst i første halvleg. Herefter bliver det lidt mere ordinært uden decideret at trække det røde kort. Alligevel er der en legende lethed over Alfs omgang med de klassiske Byrds inspirationer og hans kantede og skæve indie folk-pop, som derfor – på trods af enkelte fejlskud – trækker de fleste stik hjem.

Tags from the story

Skriv et svar