Alfie: Crying At Teatime

cover-alfie-cryingatteatime-2005-300x300

Bevidsthedsudvidende stoffer søges

Manchester-bandet Alfies fjerde udspil er en behagelig oplevelse. Men lad det være sagt med det samme, her er intet nyt under solen. Alfie leverer den ene psykedeliske popperle efter den anden, men desværre så forudsigeligt og uskadeligt at det i længden bliver en prøvelse at høre pladen til ende. De musikalske udsving er få, men når de indfinder sig, er det til gengæld til det bedre. Albummet indledes af den semifremragende psych-rocker ”Your own religion”, der i og for sig er temmelig ordinær, men dog lovende og efterlader en med trang til mere fra samme fint polerede skuffe. Det får man ikke rigtig, næsten, men ikke helt og det er frustrerende, for Alfie har virkelig potentialet til at være andet end et ligegyldigt indieorkester. De gode melodier er tilstede og hvis man er til Nick Drake- og Stuart Murdoch-vokal er forsanger Lee Gorton right up there, som man siger.

Alfie lyder lidt som en psykedelisk udgave af Belle & Sebastian, som en lalleglad Nick Drake med flowerpowerband, eller som The Flaming Lips pæne lillebror, der hverken drikker eller tager syre. Og er det virkelig kommet til det. I skrivende stund er en ladning LSD på vej mod Manchester, for hvor har de fire drenge brug for det. Ellers er det slut med det foranstillede psych, så må de nøjes med pop, alt andet ville være blasfemi. Og pop spiller de rigtig godt. Albummet tredje skæring er den charmerende indiepopper ”Crying at Teatime”, der er up-tempo sommersjov med kor og lidt electro. Det er effektivt, men en kort fornøjelse. Det er i det hele taget kun albummets første del, som har noget at byde på. Niveauet daler drastisk hen mod slutningen, hvor det hele går op i veludførte men småkedelige Beach Boys vokalharmonier. Albummet sidste nummer er den jævne ”Kitsune”, der vist er ment som en episk finale med Mercury rev’ske strygerarangementer og klaver, men i stedet ender som alt andet. Alfie slutter ikke showet med et sus, men dør ud som en prut i noget i forvejen smålummert vand. Afslutningsvis skal det lige siges, at der var friske bobler i blandt, men så heller ikke mere.

Tags from the story

Skriv et svar