Alias & Tarsier: Brookland/Oaklyn

cover-aliastarsier-brooklandoaklyn-2006-300x300

Mennesker mødes (ikke) og sød musik opstår

Rapperen og produceren Alias, som bærer det borgerlige navn Bredon Whitney, fra det progressive pladeselskab Anticon havde hverken mødt eller hørt om sangerinden Tarsier da han for et par år siden modtog en mail fra hende. I mailen stod der, at hun var meget begejstret for Alias’ primært instrumentale plade Muted og meget gerne ville remixe den. Dette var med til at starte en brevveksling mellem de to kunstnere, dette blev senere til en udveksling af beats og vokaltracks, men på intet tidspunkt under skabelsen af Brookland/Oaklyn mødtes de. De lod musikken tale for sig selv og lade den forme sig langsomt gennem utallige rejser fra mailbox til mailbox tværs over landet.

Som producer favner Alias bredt og han beskæftiger sig både hiphop og elektronia, instrumentale og vokalbårne kompositioner. Hans raptalent høres dog kun på et enkelt nummer på denne plade, for udover at være en meget dygtig producer og komponist er han også en fremragende MC. Rona ”Tarsier” Rapadas er et mere ubeskrevet blad for undertegnedes vedkomne, men hun har før slået sine folder i det Brooklyn-baserede indietronikaband Healamonster and Tarsier. Her blandes akustisk og elektronisk med samples af dyrelyde i en smuk og afdæmpet cocktail.

Brookland/Oaklyn kan man med det samme mærke der er kælet for produktionerne, som fra første til sidste nummer holder en meget høj kvalitet. Genren er indietronica med visse hiphopelementer, og det kan tydeligt høres at Alias og flere af de andre kunstnere fra Anticon har haft tætte samarbejder med indietronikabands som blandt andet Lali Puna.

”Cub” som er det første track på pladen starter med nogle blide knasende lyde, der straks bliver tilsat behagelige klavertoner, derpå kommer Tarsiers blide og luftige vokal som skaber en flot helhed. Nummeret er smukt og afdæmpet og sætter tonen virkelig godt an for hele albummet.

”Last Nail” starter med intense synthlyde og Tarsiers vokal, der på dette nummer er mere intens og insisterende for så at skifte til det blide og luftige igen. Nummeret skifter så totalt karakter da Alias begynder at rappe med sit meget hurtige og hektiske flow, dette suppleres af tempofylde trommer, der blander sig godt med synthlydende, der er gennemgående i hele nummeret. Tracket er komplekst og omskifteligt uden at blive rodet, dette er et virkeligt stærkt nummer.

Alle 10 numre på Brooland/Oaklyn har styrke og intensitet og er mættet med stemningfulde billeder. Dette er en plade, der kan følge en blidt på vej gennem sommeren og give håb når vinteren er på vej.

Tags from the story

Skriv et svar