Allan Olsen: Jøwt

cover-AllanOlsen-Joewt-2013-300x300

En lidt for manieret guldplade langet over den vendelboske købmandsdisk

At der skulle være godt købmandsskab gemt i de vendelboske gener er blevet bekræftet af Allan Olsens succes med sit niende soloalbum JØWT. Albummet har i de første 48 dage af sin levetid kun været til salg hos Spar-købmænd nord for Limfjorden og i CD-Baren i Frederikshavn, og eksklusivitetens medfølgende hype har været medvirkende til, at albummet nu er gået guld. Alene den salgsmetode er et kunststykke, der er en anmeldelse værd.

Flere af sangene er sunget på klingende vendelbomål, mens andre er sunget på et mere forståeligt dansk, der forviser det vendelboske til kun at kigge frem i enkelte passager. Hvad musikken angår, så strækker den sig fra blues over folk og viser. Det hele er lowkey leveret med den akustiske guitar i centrum og med strygere, saxofon og en snakkende Niels Hausgaard hist og her. Den del fungerer. Det er med de små musikalske armbevægelser, at Allan Olsen er bedst. Med sit faste greb om guitaren formår han at holde skruen i vandet og sejle teksterne sikkert i havn. Så kræver det bare, at teksterne er gode nok, og at Olsen er nærværende nok i sin levering, og på det punkt er JØWT bare ikke helt, hvor et Allan Olsen-album skal være.

”Det blo’ hus”, ”Pigen mæ’ det sulsot-soet hoer” og “Hai fæk skyllen” er alle eksempler på sange, hvor Olsen på vendelbomål fortæller små historier, der på skrift er mere spøjse, rørende og gribende end det, der når ud til lytteren. Olsens nærvær mærkes simpelthen ikke lige så stærkt på det vendelboske, som når han kommer os mere i møde på det tilnærmelsesvise rigsdanske, han plejer at synge på. Om det så er fordi, at de vendelboske ord er sværere at forstå – eller om det er fordi, at Olsen tager til takke med at lyde vendelbosk i stedet for at lyde, som lige den her sang beder ham om at lyde, er ikke helt nemt at få hold på. Lige meget hvad så lander det på, at Olsen distancerer sig fra lytterne i hans dialekt-arkæologiske iver.

Men Jøwt byder også på gode sange. På “Hjemstavn”, Lille ørred” og “Det nyeste sort” virker de vendelboske indslag charmerende, som de træder frem imellem det mere forståeligt danske. Leveringen er stærk og indfølt, og lyrisk er alle tre sange eksempler på en Allan Olsen i sit nysgerrige hjørne, hvor han ubesværet bevæger sig fra det jordbundne til det højtravende poetiske og tilbage igen på en måde, så lytteren igen og igen kan vende tilbage og finde nye nuancer.

Det er dog først på afslutteren – ”Lad min regning stå” – at guldet for alvor ligger gemt:

Nu åbner madmor døren ud til byens plads / så morgenlys og nordsøluften overmander os / så løgn og druk og smøger og vidunderlige rim /flyver ud og besmitter byens heldigste børn.

Det er den slags vers i al deres bittersøde værtshusromantik, der, når de er sunget, så man kan mærke, at han vil os noget, hæver Allan Olsen op blandt de absolut bedste danske sangskrivere. Men på JØWT er guldet desværre blevet gemt lidt af vejen for at gøre plads til de vendelboske manérer.

Tags from the story