Altmodisch: Watches Fall Asleep

Elektronisk puslespil med skæve brikker

Danske Altmodisch er på ingen måde gammeldags. Nok står de relativt alene med indietronica-genren på den danske musikscene, men med kvintettens store evne til at lege sig frem til et kreativt lydbillede og stemninger der strækker sig bredt, må de betegnes som et af de mere interessante navne, og jeg har personligt set frem til gruppens opfølger til den selvbetitlede debut fra 2009. Den kom på gaden tidligere på året, og de elektroniske melankolikere er ikke blevet mindre interessante – tværtimod.

Hans Christian Pommersgaards vokal er lys og melankolsk gennem hele Watches Fall Asleep, men uanset hvor trist han lyder, er hans stemme hele tiden underlagt et lydbillede, der er uhyre kreativt og interessant, og som såmænd også bygger på elementer som klokkespil, violin, cello, pedal steel guitar, trompet og kontrabas, hvilket giver det elektroniske lydbillede et klædeligt organisk udtryk. Hele tiden er lydbilledet lagt ovenpå de elektroniske – og ofte dejligt uforudsigelige – beats.

Altmodisch har fornemme gæster med på Watches Fall Asleep. David Fjelstrup (From Sarah og CODY) byder ind med sin vokal på ”You Make My Heart Hard to Stop”, og det samme gør forsangeren i CODY, Kaspar Kaae, på ”To Me You Are The Sea” og ”Sometimes You Are The Enemy”, og hans mørkere vokal står i en klædelig kontrast til Pommersgaards lyse. Line Felding og Frederik Thybo byder ind med henholdsvis cello og violin, og de begår sig til daglig i….CODY.

Jeg beskrev indledningsvis lydbilledet som værende kreativt, og det kan der næppe herske uenighed om, når der på Watches Fall Asleep, nærmest er lagt et lydmæssigt puslespil, hvor brikkerne nogle steder består af samples og beats fra slibemaskine, køleskab og dør der lukkes, en ventilator, en vandhane og andre elementer, som Altmodisch formentlig har leget sig frem til. Selv om man fornemmer denne leg og eksperimenteren gennem hele albummet. Jeg savner dog musikalske højdepunkter hos Altmodisch. Nok er der umiddelbart ingen svage punkter hos kvintetten, men alt for sjældent går de helt tæt på og kommer ind under huden på mig.

Altmodisch har haft de store værktøjskasse fremme under tilblivelsen af Watches Fall Asleep. Umiddelbart kunne man have frygtet en rodebutik med alt for mange løse ideer uden sammenhæng og mening, men det er heldigvis ikke blevet tilfældet. Altmodisch har en plan. De har deres egen lyd, og de mange ideer, lyde og gæster på pladen, er netop hvad der gør gruppens bud på indietronica fandens interessant og giver det mange lag som man selv efter mange gennemlytninger ikke er færdig med at grave sig ivrigt igennem.