Amaranthe: Amaranthe

For mange svenske kokke fordærver ambitiøst rockprojekt

Forbered dig på forvirring, når du smider svenske Amaranthe på afspilleren. En forvirring over en atypisk og ulogisk genre- og stilsammensmeltning mellem de seks medlemmer, som hver for sig har erfaring fra bands som Mercenary, Kamelot, Engel og Dragonland. Amaranthe (med den danske trommeslager Morten Løwe Sørensen) udgav i starten af 2011 deres debutalbum indeholdende tolv skæringer, i en genre der vel bedst betegnes som melodisk powermetal. Sekstetten valgte på falderebet at genudgive deres selvbetitlede debut i en udvidet form indeholdende to ekstra studietracks, en dvd med to musikvideoer samt kortere dokumentar-sekvenser. Ud over det danske islæt bag trommerne har den allestedsnærværende Jacob Hansen siddet bag knapperne, og jeg kan allerede nu afsløre, at det vinder produktionen af debuten meget på.

Mest opsigtsvækkende er det, at gruppen har tre sangere: Andreas Solveström growler og skriger, og det er når han fører vokalen, at Amaranthe bider fra sig og er bedst. Jake E er mere melodisk og ren, og hans vokal leder flere gange på albummet tankerne tilbage mod 90ernes hard rock, og herved skrider det en smule for gruppen. Endelig synger også Elize Ryd – primært i de store melodiske omkvæd. Hendes sang og de melodiske omkvæd betyder, at Amaranthe her nærmest fremfører et klassisk svensk MGP-omkvæd, som vi har hørt så mange gange i den europæiske sangkonkurrence. Antallet af sangere, og netop den kombination af tre vokaltyper, er i bund og grund hele grundlaget for en meget stor forvirring i Amaranthes blanding af hård metal, puddelrock og typisk svensk melodisk komposition.

Forvirringen er uheldig og både pokkers ærgerlig og møgirriterende for lytteren. Lige så gode og fandenivoldske som Amaranthe kan være, lige så fejlslået bliver det, når det kombineres med popmusik. I sekvenserne hvor Solveström går forrest er Amaranthe teknisk dygtige og benhårde i udtrykket. Produktionen er i top, og det lugter heldigvis af Jacob Hansen. Den vej skulle sekstetten være blevet på hele rejsen gennem albummet. Hvis denne komplekse og på flere måder ulogiske sammensætning af seks musikere fortsætter i fremtiden, håber jeg at sekstetten strammer sig an og strammer op.

Tags from the story
, ,