Amiina: Puzzle

Giv tid, giv rum

Reykjavikanske Amiina er nok i folkemunde bedst kendt som Sigur Rós’ strygerensemble i livesammenhæng. På sekstettens andet album Puzzle er lydbillede såvel som band udvidet siden debuten Kurr. Magnús Trygvason Eliassens trommer og Kippi Kaninus’ elektroniske indslag har beriget opfølgeren med en større og mere varieret lyd. En mere rytmebaseret og elektronikfikseret variant end tidligere. Det er dog fortsat et selskab af sav, kalimbas, spilledåser og forskellige ting man kan slå på, bøje, eller støde til, der møder en på Puzzle. Amiina pendulerer i grænselandet mellem det glasklare og tusmørkestemninger, mellem det statiske og det smidige.

Fremragende og episk flotte ”Ásinn” åbner albummet og det bliver desværre bedste og strengt taget eneste rigtig gode indslag på Puzzle. Den ildevarslende og smukt opbyggede ”Sicsac” kan dog noget af det samme og her udvides lydbilledet først for alvor af slagtøj og analoge trommer, så man fysisk kan fornemme de eksisterer. Efter en musestille start med fragile strygere og lidt klokkespil, pustes der til gløderne og herfra arbejdes der mere og mere muskuløs karakter ind i nummeret. Desværre spænder resten af albummet fra det hæderlige til det jævnt kedelige.

”What Are We Waiting For” minder om landsmændene i Múm med sine knitrende glitch elementer og rytmetemaer, der figurerer som subtil puls i kollaboration med følelsesladet glockenspiel og sav. Det nummer er nok det, der med sit let anslåede beat og løst spillede trommer kommer tættest på traditionel indietronica indsvøbt i strygere og søde frydefulde sirenevokaler. Tempoet er slæbende i de små forsigtige, sarte, næsten skrøbelige og sensitive otte mol-vuggeviser albummet udgør og det bliver for stillestående i længden.

Der er heller ikke den store musikalske variation indenfor de respektive numres ramme og jeg bliver ikke rigtigt grebet af den skrøbelige monotoni. Alle melodier synes skåret over samme læst. Eneste forskel er om de udfoldes med eller uden vokal. Vokalerne bruges som henholdsvis kor, nynnen eller som reel vokal med en egentlig tekst, men alligevel er det, som om stemmerne hverken gør fra eller til for melodierne.

Sådan oplevede og skrev jeg om Amiina….

Men så skete der noget, fordi jeg af mangel på anden musik valgte at høre den et par gange mere. Det blev til adskillige lyt og pludselig opstod en følelse af nærvær og intimitet, jeg ikke havde opdaget tidligere og stille og roligt fik jeg et intimt tilhørsforhold til de otte sange. De åbnede sig som små glimtende, om end næsten transparente, melodier, hvor skeletterne der støtter og funderer sangene, træder mere og mere i karakter. Forunderligt og vidunderligt, at omvendes på den måde.

Så et godt råd hvis man giver sig i lag med islændingene er at væbne sig med tålmodighed. Det er musik, som gør sig uforligneligt til en rolig eftertænksom stund. Faktisk er den vanedannende at køre bil til, for dens helende meditative indvirkning er behageligt beroligende for krop og sjæl.

Amiina – en vinder over tid.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar