Amorphis: Eclipse

cover-amorphis-eclipse-2006-300x300

Finner på rette spor…

Amorphis er tilbage! Og når jeg skriver ’tilbage’, mener jeg ikke bare at de har udgivet et nyt album. Nej, det finske (tidligere) dødsorkester er tilbage på ret køl – tilbage til den stil de gør det bedst i. Eksperimenteringen fra Tuonela og Am Universum er delvist væk, og tilbage er de gode melodier, og der bliver til tider growlet så det er en fryd.

Med Tuonela (1999) bevægede finnerne sig i den forkerte retning, og undertegnede begyndte så småt at ignorere dem og lod dem sejle deres egne tusinde søer. Men med udskiftningen af sanger Pasi Koskinen til fordel for Tomi Joutsen, og det at bandets oprindelige sanger og rytmeguitarist Tomi Koivusaari atter leverer dommedagsgrowl, som man kender det fra bandets vel nok bedste album til dato Tales From a Thousand Lakes fra 1994, er Amorphis atter et interessant bekendtskab.

Inden undertegnede fik Eclipse ind af døren anede jeg intet om Amorphis’ forvandling og albummet blev sat på anlægget med en vis skepsis: skal man nu trækkes igennem endnu et kedeligt eksperimenterende album? Ja, det kan vel ikke engang kaldes ’skepsis’, men snarere ’forventning’. Derfor var overraskelsen også stor da tonerne fra et melodisk keyboard på albummets første nummer slår over og forvandler det til et ganske udmærket rocknummer. Forventningerne stiger. De falder dog lidt igen på albummets andet nummer, hvor Tomi Joutsen’s vokal minder alt for meget om H.I.M.s Ville Vola – at musikken langt han ad vejen også minder om H.I.M., der efter undertegnedes mening kun har lavet ét album, Greatest Lovesongs, Vol 666, der holder, gør det bestemt ikke bedre. Et typisk finsk nummer, der rent faktisk er valgt som første single. Et valg, der trods alt har fungeret for bandet, der har præsteret at ligge nummer 1 på den finske albumhitliste med Eclipse!

Som den begavede læser nok kan fornemme, så fortsætter albummet ikke ud af H.I.M.-vejen og lukt ned i pop-helvede. Nej, på albummets tredje skæring, ”Leaves Scar”, bliver lucifer budt op til dans med en growl, som man ikke har hørt fra Koivusaari’s strube, i noget der for en gammel fan minder om en evighed. Lucifer danser så hornene dingler til det melodiske nummer, der også giver plads til Joutsen’s skønsang. Det er den rene sang, der praktiseres mest af på Eclipse, men variationen mellem denne, den mere rockede og den regulære growl fungerer som det skal. Som når skønsangen afløses af et omkvæd, der indledes af growl på ”The Smoke”, eller når growlen på ”Perkele (The God of Fire)” afløses af et mere melodisk omkvæd.

Amorphis har alle dage været inspireret af finsk folkemusik og al tekst fra Tales From a Thousand Lakes stammede fra gammel finsk litteratur. Således også på Eclipse, hvor temaet er taget fra det finske nationaldigt Kalavela. Disse aner spores på ”Leaves Scar” og især ”Brother Moon”, hvor man nærmest kan se en langhåret skjald ride gennem den finske ødemark bevæbnet med sin guitar og dertil hørende pedal og forstærker. Nummeret bevæger sig elegant derudaf, og når man mindst venter det og mest håber det sker der noget – growlen vender tilbage og forstyrrer idyllen.

Med et nyt pladeselskab i ryggen og en ny forsanger bag mikrofonstativet er Amorphis atter et interessant bekendtskab, og med det varierede og stemningsmættede album Eclipse fortjener de finske konger en ny chance – om end mere growl ville have været at foretrække.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar