Amorphis: Silent Waters

cover-amorphis-silent-waters-2007-300x300

Amorphis fortsætter stilen fra Eclipse

Der er ikke sket ret meget med Amorpis siden de sidste år udgav Eclipse. Det er stadig den nye sanger Tomi Joutsen, der med sin rene vokal står mest bag mikrofonstativet og den originale vokalist og guitarist Tomi Koivusaari, der står lidt i baggrunden med sine brutale indslag, som ellers kendetegnede Amorphis i bandets tidlige dage.

Det er de numre, hvor Tomi Koivusaari gutturale indslag får mest plads, at Silent Waters virkelig svinger. Dette sker især på åbningsnummeret ”Weaving the Incarnation”, hvor de to vokaler snor sig elegant ind i hinanden, og hvor Tomi Joutsen rene vokal ikke for lov til at nå de lidt for højtidelige højder som det er tilfældet på enkelte af albummets mere folk-inspirerede numre – for den del har Amorphis selvsagt holdt fast i. Albummets andet nummer ”A Servant” indledes med et langt stykke hvor Koivusaari, i selskab med en uforvrænget guitar, growler derudaf. I omkvædet giver Joutsen sit besyv med inden Koivusaari igen får lov til at give den gas.

Med albummets to første numre kunne man næsten ikke ønske sig en bedre start, men på albummets tredje skæring, titelnummeret ”Silent Waters”, viser Amorphis den side af sig selv som undertegnede bryder sig mindst om. Nummeret åbnes af et piano og kort tid derefter dukker en nærmest søvndyssende Joutsen op på vokal, og gør versene i nummeret ulidelige at lytte til. Bedre bliver det i omkvædet, hvor Joutsen åbner op for den lidt mere rockede vokal – men så snart omkvædet er slut er vi tilbage ved de kedelige vers. ”Silent Waters” er albummets første single og dermed vælger Amorphis endnu engang at satse på et H.I.M.-lignende nummer til at promovere deres nye album med.

Albummets fjerde nummer ”Towards and Against” er det foreløbigt sidste nummer med growl. For efter den forholdsvis hårde åbning på Silent Waters geares der ned, og de mere melodiske og knap så heavy kompositioner får overtaget. Mindst heavy af dem alle er det akustiske folk-nummer ”Enigma”. Et udmærket nummer, der desværre efterfølger to stille numre og derfor kommer til at virke mere kedeligt end det egentligt er.

Selvom growlen vender tilbage på albummets ellevte nummer, så er det det melodiske og rene, der er i højsædet på Silent Waters, hvor Tomi Koivusaari er trådt endnu et skridt tilbage. En skam for én, der i den grad identificerer Amorphis med Koivusaari, men for folk med hang til Amorphis’ pænere og mere melodiske side, så er det et skridt i den rigtige retning.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

2 kommentarer

Skriv et svar