Amplifier: Insider

cover-amplifier-insider-2006-300x300 

Et skridt frem og to tilbage

Hvis Amplifiers nye album Insider var en dans, ville den indeholde en høj grad af stampen. Det er hårdtslående og melodisk, så man får lyst til at stampe foden i gulvet og gynge med hovedet, men desværre er der ikke noget nyt under solen; Amplifier selv er gået i stampe.

Før du forlader denne anmeldelse i frustration over min påtagede og måske mindre vellykkede leg med ord, skal du lige vide at Amplifier intet har at gøre med Stomp! De er derimod en trio fra Manchester, der ligesom deres by-buddies fra Oceansize, dyrker en storslået og teknisk begavet post-grunge med progressive tendenser. I 2004 udgav Amplifier en fremragende debut, med en perlerække af episke numre, der dog først fik min opmærksomhed ved en tilfældighed. Bandet gæstede nemlig årets Roskilde Festival lørdag nat kl. 2.30, og leverede en gåsehudsfremkaldende optræden, der både overraskede og overrumplede.

Samme koncert var højst sandsynligt også grunden til at en del unge mennesker havde trosset tilbudet om torsdagens MTV-show fra sofaen med varm kakao til fordel for Amplifier-koncert på Loppen – denne krævede nemlig en cykeltur i noget nær minusgrader og kuling. Som tak, beviste Amplifier endnu engang, at de er et fremragende liveorkester, der skal ses live, men ikke nødvendigvis behøves at proppes i cd-afspilleren.

I mit nylige interview med forsanger/guitarist Sel Belamir, fortalte han at deres nye album, den svære opfølger, Insider, kom til verden under tidspres fra pladeselskabet. Og det kan desværre høres. Insider er en mere dyster cd, der leverer sine budskaber mere kontant og koncist end på forgængeren, og selvom Belamir mente at det gavnede albummet, må jeg desværre være uenig. Amplifier er nemlig bedst, når de giver sig tid til at opbygge sangene og dvæle ved det atmosfæriske – noget der bestemt ikke var en mangelvare på deres space-rock debut.

Misforstå mig ikke, Amplifier lyder stadigvæk som Amplifier: episke guitarrifs, hyper-energiske trommer, mærkelige taktarter og hyppige temposkift, hvilket den instrumentelle åbner ”Gustav’s Arrival” på glimrende vis fasttømrer. Desværre er albummets primære svaghed, at den simpelthen ikke kan leve op til de mange gode melodier på forgængeren. Insider har måske kun en enkelt smutter, men desværre også kun en enkelt decideret guldklump, nemlig det sidste nummer ”Map of an Imaginery Place” – en sang der ifølge Belamir er en hyldest til hans kærestes lille søn, der tegner kort over steder der ikke eksisterer. Nummeret er en eftertænksom omgang stadionrock – hvilket er et herligt paradoks, der desværre gør at man i retroperspektiv kan se, at resten af albummet halter en smule.

Selvom min kritik er hård, og jeg med god vilje sagtens kunne have givet dette velspillede og alligevel stærke rockalbum 7 stjerner, så ved jeg at Amplifier har meget bedre sange i sig. Det viste de trods alt for to år siden. Selvom fortrinlige numre som ”Mongrel Anthem” og ”Strange Seas of Thought” (med et herligt Tool-inspireret guitar breakdown 4 minutter inde) yder en væsentlig indsats i at løfte albummet et godt stykke over middelmådigheden, så står man tilbage med to konklusioner: Et: Sel Belamir er ikke nogen sanger, der vil gå over i historien, selvom hans meget artikulerede og halvhæse stemme bestemt har en nævneværdig charme. To: Insider er et album rigt på riffs (et skridt frem), men fattig på følelser (to skridt tilbage). Sådan danser man Gå-i-Stampedansen.

Tags from the story

Skriv et svar