Anathema: We´re Here Because We´re Here

Smukt, smukt album kræver tid for fuldt udbytte

Mit forhold til Anathema ligger så langt tilbage som 1995, hvor de udgav det helt igennem fremragende album The Silent Enigma. Dengang havde tonen en helt anden lyd, for det album var en lille milepæl udi pompøs og mørkromantisk doom-metal i samme selskab som Paradise Lost og My Dying Bride. Selvom jeg havde hørt om bandets voldsomt indgribende og radikale hamskifte, hen mod en mere sfærisk og næsten prog-poppet retning, måtte jeg da lige synke en ekstra gang da We´re Here Because We´re Here røg i afspilleren. Det eneste kendetegn som er intakt fra fortiden er pompøsiteten. Nu hedder preferencerne i stedet Porcupine Tree og Pink Floyd med et touch af Radiohead-nuancer. Skønne florlette vokaler blandes med grandiose semiakustiske lydbilleder, indimellem toppet af støjende guitarer og afpassede brag af metallisk art. Strygere og klaver kolorerer de smukt indsvøbte sange, som ofte har karakter af postrockede stemninger.

Den sfæriske og højtsvungne lyd vidner titler som ”Thin Air”, ”Summernight Horizon”, Dreaming Light” og ”Angels Walk Among Us” vel også om.

We´re Here Because We´re Here er evaporeret og skønhedssøgende rock, som kræver flere gennemlytninger inden det sidder helt i skabet. Der mangler det kantede og bitre, som Anathema excellerede så fint i dengang i halvfemserne og udspillet er i forhold til forgangne tider velfriseret og nydeligt. Det gør dog ikke spor, for den nye kurs navigerer briterne rundt i, som havde de aldrig lavet andet.

Steven Wilson fra ovennævnte Porcupine Tree har mixet albummet og det mere sprælske og mangfoldige lydbillede, med vekselvirkningen fra både de underskønne og tungt aggressive poler er ikke så udpræget og skåret i sten hos Anathema, som hos den åndsbeslægtede englænders eget band. Anathema har dog Wilsons fine fornemmelse og øre for den gode melodi.

På det otte minutter lange og suveræne ”A Simple Mistake” kommer begge nuancer for alvor i spil. Hen mod enden af nummeret findes de helt tunge skyts frem og det klæder det ellers overvejende noget tilbageholdte album. Dét nummer er blandt albummets bedste og her når Anathema uanede højder. Vincent Cavanaghs vokal vækker mindelser om Opeth´s Mikael Åkerfeldt, men han vælger aldrig growl som svenskeren.

I det hele taget er vokalen et stort plus hos Anathema, eller vokalerne, for der indskydes også kvindestemmer i flere numre. De befinder sig i de lyse leje albummet igennem og løfter de mange smukke stemninger, et skridt højere op mod himlen.

”Thin Air” er en drøm af en begyndelse for et følsomt og livsfilosofisk album. Her arbejdes der forsigtigt frem mod et gåsehudsfremkaldende crescendo-klimaks, som overtages af sværmeriske englekor og glockenspiel, mens der mod slutningen igen gives los og luftes ud i alle gemakker.

Også ”Summernight Horizon” viser gode takter med luftige vokaler, som komplementeres af velkomne guitarbrøl med masser af vægt på kontoen. ”Dreaming Light” er et smukt, stille, næsten poppet og storladent nummer med grandiose keyboardflader i samspil med nænsomt klaver. Cavanagh synger simpelthen fantastisk her, både i normalt leje og falset og der venter lytteren en gnistrende god guitarsolo inden nummeret lukkes ned. ”Angels Walk Among Us” er lige så smuk, som titlen indikerer med allestedsnærværende guitarflader, som smyger sig yndefuldt ind og ud mellem resten af bandets toner.

På afslutteren ”Hindsight” står den på melankoli-bas og følsomme eftertænksomme guitarlinier. Her luftes for alvor det postrockede med en nærmest ren copy paste af Mogwais ”Yes! I Am A Long Way From Home” fra Young Team. Ja selv de skotske postrockeres indledning og fadeout på det nummer med filosofisk girl-voiceover, bruges skamløst af Anathema. Det er ærgerligt, at lukke et så fornemt album med et sådant musiktyveri, for det behøver bandet overhovedet ikke, de kan nemlig selv og er yderst talentfulde på We´re Here Because We´re Here

We´re Here Because We´re Here er et album, som ved første indtryk er enkelt og ligetil, men over flere lyt åbner sangene for flere nye dybder og fine nuancer end først antaget. Ting man ikke umiddelbart opdagede første gang, dukker på forunderlig vis op. Melodierne som begyndelsesvis kan synes noget ferske, æder sig stille ind på én, indtil man til sidst ikke kan tænke på andet end, hvornår man næste gang får tid til at lytte igen. Ingen steder trædes der musikalsk vande og alt går op i en højere enhed på dette fremragende og stemningsmættede værk.

Hvis man vil en tur i progland er Anathema buddet fremfor Porcupine Tree, hvis man hælder til de mere luftige og postrockede indslag.

Sublimt album til de eftertænksomme stunder og en plade som over tid åbner sig, som en glimtende juvel af fineste karat.

1 kommentar

  • Kan kun sige, at den har spundet i hus og bil dagligt siden anmeldelsen og den er kun blevet endnu bedre.
    Stor plade!!

Skriv et svar