Anders Thrane: Ildsjael

cover-andersthrane-ildsjael-2009-300x300

Charmerende sangskrivning i mainstreamniche

Danmark er efterhånden tilgodeset med en stor og rummelig nævefuld sangere, der fortæller hverdagsberetninger om lidt af hvert. Tobias Trier, Rasmus Nøhr og Thomas Buttenschøn er bare nogle af navnene, og i de seneste år har en række mandspersoner tilsluttet sig med mere eller mindre oversete debutudgivelser.

Fælles for Nøhr og Buttenschøn er det, at de har ramt et tomrum på den danske musikscene, som har gjort deres umiddelbare niche-udtryk til mainstream. Og efter deres debutudgivelser er nichebegrebet gået fløjten og mainstream-delen har taget overtaget i form af krav og forventninger fra det overraskende brede publikum. Dermed er charmen og særheden også gået lidt tabt for dem begge.

Derfor er det glædeligt, at der stadig kan poppe nye navne op i denne genre, der gør tingene på deres egen måde. Anders Thrane skal ikke nødvendigvis sammenlignes med ovenstående, men troubadour-præget er ikke til at tage fejl af, selvom de musikalske rødder stikker en tand dybere hos Anders Thrane end hos fornøvnte. Stemmemæssigt leder Thrane tankerne hen på Jørgen Klubien fra Danseorkestret, mens hans sange tager afsæt i den pæne singer/songwriter-tradition med hovedvægten lagt på de gode og tilgængelige melodier. På dette punkt er Tobias Trier måske mest nærliggende sammenligning – hvis man endelig skal finde den slags.

Teksterne er fine – uden at være genistreger. ”En Verdenskrig” er en fin åbner, ”Elefanter i Storbyjunglen” en medrivende poppet sag – og sådan kører det videre derudaf. Den lyse stemme og den relativt lette stemning er rar i starten, men det er tæt på at blive lidt for glat og pænt undervejs, når Anders Thrane benytter sig af de samme velfungerende – men snart fortærskede virkemidler igen og igen.

Derfor er det så meget desto mere eminent, når Thrane træder ud af de trygge rammer. Titelnummeret ”Ildsjæl” er en formidabel bluespræget skæring med kant – og med en råstyrke og fortvivlelse i vokalen. Albummets klart bedste nummer, der vidner om, at der gemmer sig en masse ekstra potentiale, end det, der kendetegner hovedparten af albummet.

Mere vildskab, mere kant og lidt mere af den desperate vrede, som Anders Thrane mestrer i høj klasse på titelnummeret. Og så lidt mere bid i teksterne, der gerne må være lidt mere pågående i de emner, som behandles på albummet. Det vil alt sammen medvirke til, at Anders Thrane bliver mere end ”endnu én”, hvilket potentialet klart berettiger til, selvom det ikke udnyttes til fulde i denne omgang.

Tags from the story

Skriv et svar