Animal Collective: Strawberry Jam

cover-animalcollective-strawberryjam-2007-300x300 

Magisk marmelade

Med Strawberry Jam har Animal Collective leveret deres mest fokuserede udspil til dato. En både poppet og avantgardistisk udforskning af fantasiens sind, der kandiderer til årets album.

Nogen gange kan det være sundt at blive separeret fra dem man elsker mest, for at forny den gensidige respekt og kærlighed. Sådan har det været med Animal Collective, der efter sidste album i 2005 holdt en pause fra hinanden. Den ene frontfigur Panda Bear flyttede til Portugal og boede med konen, mens den anden sanger Avey Tare blev i USA. Begge udgav de soloalbum efterfølgende, først med Pullhair Rubeye fra Avey Tare og konen Kria Brekken fra islandske múm, mens Panda Bear slap sit fabelagtige andet soloalbum Person Pitch tidligere i år.

Nu har Animal Collective så fundet tilbage til hinanden, og udforskningen af individuelle evner har båret frugt. Strawberry Jam er et fantastisk album og den indtil videre kunstneriske kulmination på den mere lyttervenlige udvikling, der startede med 2003’s Sung Tongs.

Indrømmet. Animal Collective er bestemt ikke for alle. Det tog mig selv over et år at forstå meningen med galskaben og få musikken ind under huden. Det var med 2005-albummet Feels, der åbenbarede sig som en eventyrlig affære, selvom det ikke var alle sange, der røg på repeat. Strawberry Jam er både mere excentrisk, men på mange måder også mere lyttevenligt. For første gang på deres fem studiealbum indeholder flertallet af sangene sågar et omkvæd, om end det ofte er ordløse omkvæd bestående af ooohh og ahhh hooklinjer, som The Beach Boys kunne have gjort det (”Fireworks”).

Det kan være svært at beskrive et band, der ikke følger genreverdens klaustrofobiske restriktioner: Beach Boys-harmonier smyger sig om et sandt virvar af ideer, hvor ordløse omkvæd, minimalistisk rytmebund, gådefuld rumklang, iderige loops, primale skrig og følsom falset er blandt de mange input. Det er både glad og dyster musik, hvor usikkerheden altid er lige om hjørnet, præcis som i en David Lynch film. Kvartetten har dog denne gang valgt at skrue ned for guitaren og op for klaveret og elektronikken som Geologist tager sig af. Stemmebåndene er dog ubetinget det vigtigste instrument i bandet, hvor Avey Tares og Panda Bears igen fremmaner dybt unikke vokalpræstationer.

Det er næsten overfladisk at fremhæve enkelte sange på Strawberry Jam, da albummet skal opleves som en helhed. Men som det gælder med så meget musik, er det ofte de sange man ikke først knytter sig til, der viser sig at være de bedste. Sådan er det f.eks. med sangen “#1”, hvor Avey Tare benytter en dyb og dyster vocoder á la The Knife, og på kryptisk vis sætter sig ind i en fremmeds sorg: ”I caught you in the eye / That disconnected trouble / Respect the hive / It seems like days since you rejected / Your mom and I / We’ll hope you dance to your bad weather / Young love is fine / Just please respect the candles as they line”. Alt imens bringer Panda Bear det hele i smuk balance med den repeterende strofe ”I won’t waste a cry”.

Animal Collective viser igen stor lyrisk pondus. Der skiftes ofte fra et fantasiløst, men længselsfyldt voksent perspektiv – f.eks. i mindet om ens barndomskæledyr i ”Derek” – og så et barnligt og naivt syn, hvor en baghave kan være en jungle fyldt med dinosaurer (”Peacebone”). På en gang skrøbeligt, personligt og stærkt fabulerende.

Mange kan umiddelbart tænde af på Animal Collectives ofte insisterende sangstruktur, der dyrker gentagelsen. Men netop gentagelsen er en af Animal Collectives store forcer, hvor de messende og hypnotiske strukturer får monotonien til at indgyde en form for trancelignende tilstand hos den åbensindede lytter. Og jo mere man lytter, desto flere små nuancer udfolder der sig i deres iderige lydlandskaber.

Med dette album har Animal Collective taget ét langt ambitiøst skridt ud af den freak-folk bølge (eller New Weird Americana), de var med til at skabe sammen med Devendra Banhart, CocoRosie og Joanna Newsom. Animal Collective kan simpelthen ikke længere proppes ind i én genre. Deres meget varierede udtryk lyder på mystisk vis ikke forvirrende, men derimod umiskendeligt som Animal Collective. Og ikke mange kan blære sig med at have et så særegent udtryk som denne den innovative kvartet fra Maryland viser på Strawberry Jam.

”Do you not believe in fantasy, because it gets you down?”, spørger Animal Collective på sangen “Winter Wonder Land”. Og selvom det kan føles som en nedtur, når man vender tilbage til den virkelige verden efter tre kvarters fantasifuldt selskab med Animal Collective, så er eskapismen det hele værd. Jeg lytter gerne igen og igen og igen… Måske årets album.

NB: Det kan stærkt anbefales at købe eller downloade livefavoritten ”Safer”, b-siden til Peacebone-singlen, som bandet ikke følte passede i sangcyklussen. Animal Collective giver i øvrigt koncert på Loppen den 17. oktober.

Tags from the story

Skriv et svar