Apparat Organ Quartet: Pólyfònìa

Gør dig parat til Apparat

Fire islandske musikere gik for små ti år siden sammen på baggrund af en fælles interesse for gamle analoge keyboards. Sammen besluttede de sig for at forene keyboards og synthesizers i en særlig nordisk symbiose – og hold nu fast: De fusionerer en ældre lyd a la både Commodore og Kraftwerk med nyere tendenser indenfor både elektronisk musik og progressiv rock. Den sjældne vokal er via vocoder gjort robotagtig, og at gruppens ene medlem også har været kirkeorganist kommer også op til overfladen enkelte steder. De har på Pólyfònìa alliereret sig med en trommeslager, som lægger det uundværlige beat, som gør musikken mere rytmisk og lyttervenlig.

En underlig cocktail tænker de fleste, inklusive jeg selv, nok ved første indtryk. Er det kitsch? Er det sjov og ballade? Mener islændingene det seriøst? Jeg tror selv på, at det er lidt af det hele. At projektet er seriøst nok, lader sig ikke fornægte her på gruppens andet album. De er teknisk dygtige, når det kommer til at udnytte de gamle instrumenters potentialer fuldt ud. Lag på lag på lag har de lagt keyboards og synths på hinanden, og har skabt et alsidigt lydunivers, som på en hyggelig nørdet måde er ganske imponerende. Jeg opgav ret hurtigt at sætte en genrelabel på AOQ. På åbneren ”Babbage” lyder det af maskinel og catchy electronica, mens de på ”Cargo Frakt” og ”Pentatronik” opnår status af decideret rock. De har leget med instrumenternes potentialer, og selv om jeg flere gange undervejs var forundret, var jeg hele tiden også underholdt og interesseret i gruppens leg med musik og maskiner fra en svunden tid.

For mig er Pólyfònìa dog ikke et langtidsholdbart album. Den spøjse og lidt nørdede side af islændingenes projekt fylder trods alt meget og ender med at blive en stor konkurrent til det faktum, at det de fire organister og deres trommeven får ud af deres instrumenter jo faktisk er meget imponerende. Mere interessant og inspirerende vil det dog formentlig være for folk der i lighed med de fem islændinge har en forkærlighed for ældre elektronisk musik, der via ældre musikalske apparater opfindsomt forvandles til mere tidssvarende maskinel rock og pop.

Skriv et svar